Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvad vi i »Kongsemnerne« saa i et tragisk; og Konsul Bernick, den fine
og værdige, livis Egteskäb prætcnderer at vær’e et Monsteregteskab, han er
ikke ct Haär bcdre. Han forlader af mandlig-egoistiske Hensyn den Kvindc,
han holder af, og han forkuer den Kvindc, som de samme »mandlige«
Hensyn har gjort til hans Hustru.
Man scr, hvad lier er opdynget af kvindelig Kjærlighed og mandig
Egoisme; engang maatte Maalet være fyldt og Regnskabens Time kommet,
— og dog kom den overraskende, og det slog ned som ct Lyn i
Samvit-tighederne, da Bankchef Helmer og 1 lustru opgjorde Mandens og Kvindens
Mellemværcndc i Kt Dukkehjem«. Det kan heller ikke negtes, at lier er
meget Nyt i Bctragtningen, — men Sammenhæng er der.
Ibscns foregaaende Digtning har vist, livad Kvinden duer til. den
liar vist de Egenskaber, hvori hun langt overgaar Manden. Men ogsaa
Manden har sine medfodtc Fortrin ; enten som en Folge af Naturens Anordning
eller paa Grund af en i Aartusinder herskende Opfatning er hans Tanke
ble-ven skarpere, hans Aands Omraiade rigere end Kvindens. Soger han nu, naar
han indgaar Egteskäb, at dele med licnde? Saetter han mod liendes
Over-skud af Hjertc cn Indsats af sin Intelligens? — Nei. Han finder licnde
skjonnest i liendes Umiddelbarhed; i denne Tilstand tilfrédsstillcr hun bedst
hans æsthetiske Sans; hun nydes bedst uden skarpe Ingredienser.
Det faldcr liam ikke ind at sc, hvorhen dette kan fore, — han er
ikke opdragen til at se det. Han ved ligesaalidt som det Samfund, han
tilhorer, at Kvinden har Menneskerettigheder. Det er disse
Menneskerettig-licder, som lit Dukkehjem « proklamerer med en Energi, der cr uden
Side-stykke i den nordiske Literatur.
Ibsen havde hidtil skildret Kvfndcns Ydmyghed og grænselosc
Hen-givenhed i al dens Skjonhed; men han har ikke opnaaet Andet, end at
Mændcne æsthetisk nod disse Skildringer. Da begyndcr han at finde, at
denne I Icngivelsc ikke blot cr skikket til at va: k ko Bcundring, men
ogsaa Indignation, fordi den bliver saa umaadelig misbrugt. Han udvider sin
Horizont; han indskrænker sig ikke til de mandlige Ærgjcrrighedcr paa den
ene Side og de kvindclige Idealer paa den anden; han tager det mandlige
Gjenncmsnitsmenneskc og cn Kvindc med ct varmt Hjerte og cn lidet
ud-viklet Aand ; han opbydcr al den modne og moderne Kunstncrs glimrende
Kunst for at tale denne Kvindes Sag. Det cr ikke blot, siger han til
Mæn-dene, de mest udprægede af jer, dc, som skal lioit tilveirs, som ikke
bc-tænkcr sig paa at sætte Foden paa cn Kvindc, naar dc dcrved kan kom me
ct Trin hoicrc. 1 cr i Grunden alle gjennemsyrede af den Tanke, at hun
cr til for at fortioie jer, ikke for at fore et selvstændigt Mcnncskeliv. Eders
Egtcskaber livilcr ikke paa sand Kjærlighed, men paa Harcmserotik.
Til Samfundet sigcr den Ibsenske Digtning fra »Kongsemnerne« til
»Et Dukkehjem«: For de Ofrc, som Kvinden daglig bringer Mandén og
derigjennem Samfundet, kræver hun kun ct: at blive betragtct og be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
