- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
430

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

i huset, der er den döde förste mand
i laget; han kan göre og lade, hvad han
vil — så langt hans evne strajkker.
Derfor vil jeg holde min ligtale nu; för
i tiden var jeg altid så raid for at kong
Sverre skulde komme til at holde den —
Hakon.

Tal ikke så vildt, herre!

Hertug Skille.

I knapper af den dyre stund, I har
igen!

Håkon.

Eders oje er alt slovt!

Bisp Nikolas.

Ja, mit syn er slövt; jeg kan knapt
se jer, der I står; men indeni mig
drager mit liv lysende klart forbi. Jeg ser
syner der —; hör og lser, konge! —
Min a;t var den mregtigste i landet;
mange store hovdinger gik ud fra den;
jeg vilde vjere den störste af dem alle.
Jeg var ikke mere end gut, da jeg
be-gyndte at iiungre efter storwerk; jeg
tyktes, jeg umuligt kunde vente til jeg
blev voksen; — der rejste sig konger
med mindre ret end jeg, — Magnus
Krlingsson, Sverre piest —; jeg vilde
også vrere konge; men hövding först,—
det var nödvendigt. Så skulde slaget
stå på Ilevoldene; der var det forstegang
jeg var med. Solen randt, og der gik
glitrende lyn fra tusende blanke våben.
Magnus og alle hans mrend gik frem,
som til en leg; jeg alene kjendte mig
klemt om hjertet. Hårdt foer vor fylking
frem; men jeg kunde ikke vinde med

— jeg var raed! Alle Magnus’s andre
hovdinger stred mandelig, og mange faldt,
der de stred; men jeg tlygtede
Stenberget opover, lob og lob, og stansede ikke
for jeg kom ned til fjorden igen, langt ude.
Mangen mand måtte vaske sine blodige
klseder i Trondhjemsfjorden den kveld;

— jeg mätte også vaske mine, men det
var ikke for blod. Ja, konge, jeg var
ra;d; skabt til hövding — og rred! Det
slog ned som et lyn i mig; jeg blev
hver mand ond fra den time; jeg bad
lonligt i kirkerne, jeg gra;d og kna:lte
for altrene, jeg gav rige gaver, gjorde
hellige lofter; jeg fristede og provede i
slag efter slag, ved Saltösund, på
Jons-voldene den sommer Baglerne lä i Ber-

gen, — altid fåfrengt. Sverre var den,
som skönte det först, han talte det hojt
ud og med spot, og fra den dag lo hver
mand i flokken, når Nikolas Amessön
gik frem i hrerklreder. — Rred, ra;d —,
og endda vilde jeg vrere hövding, vilde
vrere konge, folte mig skabt til konge
forresten, kunde fremmet Guds rige på
jorden; men det var de hellige selv, som
strengte bommen for mig.

Hakon.

For ikke klage over himlen, bisp!
1 har hadet meget!

Bisp Ni ko las.

Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert
hoved i dette land, som hojnede sig op
over majngden. Men jeg hadede, fordi
jeg ikke kunde elske. Fagre kvinder, —

o, jeg kunde sluge dem med gnistrende
öjne endnu! Jeg er otti ar, og endnu
står min hug til at failde maend og favne
kvinder; — men det gik mig der, som
i slaget; bare vilje og bega;r, magtstjålen
fra födselen af; lystens sydende gave —
og dog krobling! Så blev jeg da prest;
konge eller prest må den mand vasre,
som vil råde for al magten. ler. Jeg
prest! Jeg en kirkelig mand! Jo, en
kirkelig gerning havde himlen srerligt skabt
mig til, — den, at tage de hoje toner,
.synge med kvinderost på de store
kirke-fester. Og endda kra;ver de deroppe
af mig — halvmanden —, ln ad de har
ret til at krseve af hver den, der fik
evnen fuldt ud til sin livsgerning! Der
har va;ret tider, da det tyktes mig, sligt
krav kunde vaere billigt; her har jeg
ligget på sottesengen slagen af ra;dsel
for straf og dom! Nu er det over; jeg
har marg i sjaelsknoklerne igen! Jeg
har intet forbrtidt; det er mig uretten
er ovet imod; jeg er klageren!

Hertug Sktile
da*inpet .

Herre — brevet! I har ikke langt
igen!

Hå kon.

Taenk pä eders sjael og ydmyg eder!

Bisp Ni kol as.

En mands gerning er hans sjail, og
min gerning skal blive ved at leve ])ä
jorden. Men I, kong Håkon, 1 skulde
vogte jer; thi ligesom himlen har stået

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0480.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free