Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og l;erc, er saa Meget, mine Midler er saa smaa og min Tid saa kort, fordi
de rige Syn give Idéer til addre Stof, der da forlange Skikkelse og Liv. Jeg
foler, at hele min Fremtid er afhaengig af, om jeg paa dette Punkt i min
Udvikling faar Lov til at forts;ette.«
Og han beviste med mere end Ord, hvad Rcisen havde va;ret for
ham. Han sendte »Sigurd Slembe« hjem (1S62). Det er meget mere end
Hoidepunktet af hans Sagadramaer, det er et af hans og vor Literaturs
Iiovedverker.
Hans Drama IIalte-Ilulda* (1858) havde vaeret et hoist interessant
Ung-domsarbeide, interessant, fordi det ikke bzever tilbage for de Raidsler, som
bidrog til, at Johan Ludvig Heiberg forkastede Stykket, men som giver et tro
Billede af en vild Tidsaand; dobbelt interessant, fordi Halte-Hulda er den
eneste Kvinde, hos hvem Bjornson viser den erotiske Lidenskab i hele dens
daemoniske Egoisme; men Stykkets lyriske Diktion fremkalder ofte et Brud
i Stemningen, som neppe helt kan forklares eller forsvares derved, at
Handlingen henlsegges saa sent som til Slutningen af det trettende Aarhundrede.
I Kong Sverre« (1861) var aabenbart Digterens Fantasi bleven
h;em-met af Historiens indtil de mindste Detaljer fast og klart tegnede Skikkelse;
form egen Klarhed slover et Digteroie, der netop skjasrpes ved at skulle
gjennemtraenge.
Forst i »Sigurd Slembe« har Bjornson fundet en Karakter, hvor hele
hans masgtige Skaberkraft kan udfolde sig. »Sigurd Slembe« og
»Kongs-emnerne — med disse to betydningsfulde Verker afslutter igrunden
Ska-berne af det norske Drama sin Sagaperiode;*) ved at fordybe sig i hin
vildt bevasgede og i mange Stykker dramatiske Tid har de sterkt udviklet
sine Evner — derom vidner hine Verker allerbedst.
Vi skal her ikke drage nogen Parallel imellem dem; vi skal kun
dvade ved et eneste I lovedpunkt.
Vi har tidligere fremhaivct, hvormange tunge Selvoplevelser, der
giver Kongsemnerne« dets Vegt, og en berömt dansk Kritiker har
paa-peget, hvor let en Natur som Bjornson med sin Heftighed, sin store
Daads-trang og sin Kjaerlighed til Land og Folk har for at forstaa saadanne
Skik-kelser som Sigurd, der bliver ond, fordi han hindres fra at gjore godt.
Forskjellen imellem Hertug Skule og Sigurd Slembe er imidlertid
ligesaa ioinespringende, som den er interessant; Skules Tragedie er, at han
tiltrodser sig det Kald, som han ikke har; Sigurds, at han forhasrdes, fordi
man spairrer Kaldets Vei for ham. Han famler, som de stcrke, urolige og
sogende Krasfter gjor det, men da han moder frem for Harald Gille, er det
med den urokkeligste Sikkerhed. Han siger til Kongen: — »der gives
og-saa oieblikke, for hvis skyld vi ene er blevet til; hvis dette var et
saa-dant for eder! Hvis I var bleven konge alene for at ove denne
* »Sigurd Jorsalfar« staar isoleret, er skrevet med et besternt Formaal for 0ie og kan
neppe betragtes som et Led i Udviklingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
