Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man betragte Bjornsons nyere Diktion; den er ikke billedrig som i
hans Ungdom, men der er en Hemmelighed ved den, som giver den en
endnu storre Magt: den er virkelighedstro i hoi Grad og paa samme Tid
varmet og farvet af en eiendommelig digterisk Personlighed.
Man betragte Karaktererne: er «ikke noget Lignende Tilf;eldet med
dem? Bjornson har i det sidste Decennium skabt en Ra;kke
Virkeligheds-typer, der med det Perspektiv, de aabner for en fremtidig Virksomhed, er
en hel Verden sammenlignet med den lille yndige Dal, hvori Bondeidyllen
ligger indesluttet; men er der i deres Udvikling ikke det samme lyse Sjrn
som i gamle Dage? Denne Digter, der tror paa Menneskehedens
Frem-skridt, han tror ogsaa paa Individets, — han er realistisk Optimist.
Er hans Kvinder ikke ligesaa fukle af Adel, som hine forste, hvori
vi forelskede os? Er Gertrud i Redaktoren . Klara i »Kongen« og Karen
i »Det nv System« ikke i Siegt med Synnove og Eli, — ja, er de ikke
undertiden saa »naensomme i sin Hud«, at vi er lige ved Virkelighedens
Graense? Hvor de horer til en anden vidtforskjellig Race, er Digteren endnu
tilboielig til at da:kke over dem eller lutre dem ved de Begivenheder,
hvori-gjennem han forer dem. Leonarda siger om sig selv, at det er Daemonerne,
som skal styres, — det er hendes Livs dyre Las re; men Forfatteren er saa
diskret ligeoverfor hendes Fortid, at vi egentlig ikke faar den Besked om
disse Daemoner, der kunde give Kampen med Samfundet den fulde Klarhed.
Om Theresa i »Kaptcin Mansana« har en elskovsgal Ankonaskald«
sunget:
Jeg elsker dig, du brune Djaevel,
dit Smil af Ild, dit Drueblod,
og tror, at Glöden af det onde
gi’r Skjönhedsglimtet i dit Mod;
jeg tror, at Spillet uden Ende
i Lunets, 0iets, Vses’nets Glans,
er Satans Uro gjennem Viljen,
at Latt’rens Lokken og er hans.
Om denne Vise skriver siden Theresa, da hun har folt Kjaerligheden
og hvad det vil sige at vaire »zum Tode betrübt«: »Ikke et Ord er sandt i
den, men jeg foler nu, at havde jeg ikke truffet Guiseppe, den Vise var
dog engang bleven Sandhed.<
Bjornson har fort hende slig, at den ikke blev det.
Sagen er, at med al sin Udvikling, med al sin store Modtagelighed
for de moderne Idéer, er han paa sin Vis ligesaa uforanderlig i sin
Originalitet som Ibsen i sin.
Hvilken moderne Forfatter vilde til et Stof som i »Over yEvne«
iundet en saadan Skikkelse som Presten Sang, saa uendelig sympathetisk
og saa overdaadig lyrisk udstyret, at Stykket na;sten mere virker som en
Hymne ti) Kjaerligheden end som en Droftelse af Mirakeltroen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
