Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Det skal vajre daarligt med ham,«
sagde Moderen. Synnove begyndte at
blive trang for Brystet. »Er det da
farligt ?<- spurte hun. — »Aa, det var
nu Knivstikket i Siden; — ja, han fik
nok slemme Slag ogsaa. Synnove folte,
hun blev blussende rod; strax vendte
hun sig mere bort, for at Moderen ikke
skulde faa se hende. »Ja, det har vel
ikke noget videre paa sig at sige:«
spurte hun saa rolig, som hun var god
til; men Moderen havde lagt Mterke
til, at hendes Bryst gik staerkt, og-
der-for svarte hun: Aa nej, ikke det
heller.« Da begyndte Synnove at ane,
her maatte vajre noget galt paafairde.
»Han ligger?« spurte hun. — »Ja kors,
han ligger. — Det er Synd paa
Foraäl-drene, slige brave Folk, de er. Godt
opdraget er han ogsaa, saa Vorherre
har Ingenting at krseve dem for.«
Synnove blev nu saa beklemt, at hun ikke
vidste sin Raad; da fortsatte Moderen:
-Nu viser det sig nok at vsere brav,
at Ingen er bundet til ham. Vorherre,
han lager da ogsaa alt til det bedste.«
Synnove folte en Svimmelhed, som skulde
hun nedover Berget.
-Nej, jeg har altid sagt til ham,
Far, jeg: Gud bevare os, har jeg sagt,
vi har nu bare denne ene Datteren, og
hende faar vi sorge for. Han er nu
ligesom lidt blod af sig, han, saa brav
han ellers er; men saa er det godt med
det, at han tager Raadet der, han
fin-der det, og det er i Guds Ord.- Men
bare nu Synnove kom til at tainke paa
Far sin, hvor mild han altid var, saa
fik hun det endnu vaerre med at kue
Graaden ned, og dennegang nyttede
ingen Modstand, hun begyndte at graide.
— »Gneder du:- spurte Moderen og
saa hen til hende uden at faa se hende.
»Ja> Jeg tcenker paa ham, Far, og
saa . . og det brod nu los tilgagns.
»Men kjere dig da, Barnet mit, hvad
gaar der af dig?; — »Aa, jeg ved ikke
rigtig . . . det kom slig over mig . . .
kanske det gaar ham ilde paa denne
Rejsen,« hulkede Synnove. -Hvor du
kan snakke! - sagde Moderen, — »det
skulde ikke gaa ham godt ? — til Byen
efter slette Landevejen?’ — »Ja, husk
nu paa, . . . hvorledes det gik . . .
den anden,- hulkede Synnove. — -Ja
han! — men Far din farer da ikke
frem som en Gap, skulde jeg tro. Han
kommer nok skadeslös hjem igjen, —
saafremt Vorherre ellers holder sin Haand
over ham.«
Moderen begyndte at tage en Tanke
af denne Graad, som ikke vilde holde
op igjen. Ret som hun sad der, sagde
hun: -Der er mange Ting i Verden,
som kan vaere tunge nok, men da faar
En troste sig med, at de kunde have
vreret endnu tyngre.« — »Ja, det er
en daarlig Tröst,« sagde nu Synnove
og grad saart. Moderen havde ikke
rigtig Hjerte til at svare hende, hvad
hun tajnkte; saa sagde hun blot:
Vorherre selv bestemmer mange Ting for
os paa en synlig Maade; det har han
vel gjort her med,« og saa rejste hun
sig, thi Kjöerne begyndte at raute oppi
Aasen, Klokkerne klang, Gutterne hau
kede, og det drog langsomt nedover,
da Kjöerne var mrette og rolige. Hun
stod og saa til, bad saa Synnove vjere
med op at tage mod dem. Synnöve
rejste sig nu ogsaa og kom efter; men
det gik langsomt.
Karen Solbakken fik nu travelt
med at hilse paa sin Buskap. Der kom
den ene Ko efter den anden, og de
kjendte hende og rautede; hun klappede
dem, talte til dem og blev glad igjen
ved at se, hvor godt de havde taget
sig allesammen. »Aa ja,« sagde hun;
»Vorherre er den najr, som holder sig
nasr til ham.« Hun hjalp nu Synnöve
med at ssette dem ind; thi det gik sent
med Synnove den Dag. Moderen sagde
Ingenting dertil, hun hjalp hende ogsaa
med at nialke, skjont hun derved blev
Irengere deroppe, end hun havde
fore-sat sig. Da de nu ogsaa havde silet,
lagede Moderen sig til at tage nedover
igjen, og Synnove vilde fölge hende
paavej. »Aa nej,« sagde Moderen;
»du er kanske trcet og vil vaere i Fred,«
og saa tog hun da den tomme Löb til
sig, gav hende Haanden og sagde, idet
hun sikkert saa paa hende: »Jeg kom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
