Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
krenner sig mindre år for år —,
hörer, hvad fuglen synger,
som du så trostig gynger.
Sladrende fugl, hvad vilde du her
over de hoje fjaslde?
rede du fant vist bedre der,
videre syn og hojere trser; —
vilde du bare bringe
lsengsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de hoje fjielder
skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rredsel stå
stiengende der til det sidste, —
blive min dödning-kiste?
Ud, vil jeg! ud! — å, så langt, langt, langt
over de höje fjielde!
lier er så knugende, taerende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt, —
lad det få stigningen friste,
ikke mod mur-kanten briste!
Kngang, jeg ved, vil det rajkke fraem
over de hoje fjielde.
Kanske du alt har din dor på klsem ? —
Herre min Gud! godt er dit hjaem, —
lad det dog iennu stienges,
og jeg få lov til at kenges!
Ingerid Sletten.
(Af .Arne“.)
Ingerid Sletten af Sillegjord
havde hvrerken solv eller guld;
men en liden hue af farvet uld,
som hun havde fåt utaf mor.
Kn liden hue af farvet uld,
havde hvserken stas eller fo’r;
men fattigt minne om far og mor,
der skinned langt mer ten guld.
Hun gaemte huen i tyve år,
matte ikke slide den ud!
Jeg bierer den en gang som brud,
når jeg for alteret går.
Hun gietnte huen i tredive ar,
matte ikke skcemme den ud!
Så b:erer jeg den så glad som brud,
når jeg for vor Herre står.
Hun ga;mte huen i fireti år,
hugsede sennu på sin mor.
i Vesle min hue, forvist jeg tror,
vi aldrig for alteret står.«
Hun ganger for kisten at tage den,
hjsertet var så stort derved;
hun leder fraem til dens ganile sted,
da var der ikke tråden igoen.
Sevnens engler.
Da barnet sov in
med hånd under kind,
kom englerne til
med latter og spil.
Da barnet, det vagned, stod moderen
over:
Du s.niler så vakkert, du små, nar du sover.
Dets mor gik til (¡ud,
og barnet kom ud;
det sovnede in
med tårer på kind;
men horte straks latter og moder-ord
omme;
ti englerne fulgte med barnlige dromme.
Snart blev det så stort,
at tåren fros bort,
det sovnede in
med tanker i sinn;
men englerne veg ej; de svrevede over,
tog tanken og hvisked: »hav fred, mens
du sover!«
Dulgt kaerlighed.
Han tvter over bsenkene hang;
hun lystig i dansen sig svang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
