Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lad doden fölge, pä byttet ltire:
vi skal nok spille en stund om brikken!
Jeg slider timer ifra din rov-lyst,
mens frem jeg skar’ under vredes-brynet!
du skal kun fylle mit spsente stor-sejl
med dine susende döds-orkaner,
din bölges rasen mer skyndsomt bare
mit lille fartöj mod stille vande.
Hvad heller ensomt og morkt ved roret,
forladt af alle og glamt af doden,
när fremmed sejl fra det fjarne vifter,
og andre strvger forbi i natten,
at marke strömningens underdonning,
— hav-hjaertets suk, när det drager ände —,
og bölgens små-gang mod bjcelke-laget,
— det stille tids-fordriv i dets tung-sind.
Da skyller langslerne langsomt over
i al-naturens hav-dybe smarte,
og nattens, vandets forente kulde
min sjal udruster for dödens rige.
Så kommer dagen! og modet springer
i lange buer mod lys og hvrelving,
og skibet snofter og lcegger siden
med vellyst ned i den kolde bolge,
og gutten klavrer med sang mod toppen
at rede sejlet, så det kan svulme,
og tanker jager som tratte fugler
om mast og rreer, men far ej faste .. .
■Ja, ja, mod havet! Did drog jo Vikar!
Som han at sejie og så at synke
i skibets forstavn hos konning Olav!
Med kölen klöve den kolde tanke,
men fange håb af den minste luftning!
Med dödens fingre bag efter roret,
men himlens klarhed ud over vejen!
Og så engang i den siste time
at mrerke naglerne give efter
og döden trykke pä planke-laget,
så vandets fralsende strom kan komme.
Da lagges ned i de våde kktde
og fires did, hvor det evig tier,
mens bolgen ruller sit navn mod stranden
i store måneskins-klare natter.
Af „Sigurd Slembe“.
Sigurds Hjemkomst.
(Fjairde handlings fjierde optrin.)
(En stor hule i Gljusrefjorden i Tjeldesund. Sejl
dcekker bagenmnen; de kan t ages tilside udenfra.
Skibsredskauer og skin ligger om liinannen.)
Finnepigen.
Jeg spante mine ski og stod ned ad
fjället; ti er det sant, at blussene
sluk-kes i hulen, og du styrer videre efter
din stjarne?
Sigurd.
Ja!
Finnej) igen
(frem, advarende).
A, tro den ikke! Den förte dig fra
det land, hvor sanden bränner under
fodsålen, og hid, der sneen lagger tag
over telte, — se, hvor den er usikker!
Sigurd.
Ikke altid sä jeg den; derfor för jeg
så vide.
Finnepigen.
Den leder vild! Min far, den gamle
konge, har spurgt den store ånd om
dig, — og vi skalver!
Sigurd.
Hvad så han?
Finnepigen.
En valpläds så han med mange döde.
Sigurd (rred).
Vår jeg derimellem?
Finnepigen.
Nej.
Sigurd.
Så tröst dig; ti min vej går over
valen.
Finnepigen.
Da så han en o i havet. Der sad
mange man i blå klader. Men op af
havet kom flere og satte sig ved deres
side.
Sigurd.
Var jeg derimellem?
Finnepigen.
Nej! Men de, som kom op af
havet, var de andres drabte slagtninger,
våde og grä, — og de bar imellem sig
en bunden man.
Sigurd.
Hvem var han?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
