Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er forst cfterat han ved Studium af det oldnorske Sprog, af
Ivar Aasens Landsmaal og af sin egen thelemarkiske Dialekt har skabt sig
sit eget Maal, og forst efteråt han har grundet sit eget Blad, hvor hans
Originalitet for Alvor kan praege sig, forst 4a fremtraeder han som en
Personlighed, der er uoploselig knyttet til vort offentlige Liv i Tidsrummet 185S—70.
Dette Blad — »Dolen —er ikke noget dodt Blad, men et Menneske, siger
han selv, og han har Ret. Dolen skal vist ikke have mange Kollegaer i
Pressen. Medens Bladredaktionerne — det va;re nu til Gavn eller til Skade —
dsékker Redaktorens Person under det majestaetiske »Vi«, staar »Dolen«s
eg« i sin Nogenhed blottet for alle Angreb. Det Ulegemlige, men
uigjen-nemtraengelig Sterke, som kaldes Opinion, beskytter ham ikke; han er kun
et Menneske, skrobeligt som et Menneske, interessant som et Individ. Men
at tegne dette Individ saaledes, at Billedet blev virkelig korrekt med en
ret-fasrdig Fordeling af Lys og Skygge, vilde krseve en Indtraengen i hint
Tidsrum, som en Anthologis snaevre Ramme gjor umulig; det vilde kraeve en
Belysning af vor Politik, vort Maalstraav og vore offentlige Majnd, som kun
den virkelige Monografi kan give. Her kan vi kun fremha:ve en Esprit, der
vilde have skaffet »Dolen’, en storre Menighed i Samfund, hvor man har
bedre Tid til at goutere det rent Aandrige; den, hvis Kaar er slige, at hans
Aand ikke kan ikla;des noget imponerende Legeme af Stilling og Magt, vil
altid i de smaa Forhold komme til at gjaslde for mindre, end han fortjener.
Det er imidlertid, som sagt, ikke vor Opgave her at granske »Dolen«s
journalistiske Vaerd; men dette merkelige Bladmenneske indeholder tillige en
stor Del af Vinjes Poesi, og det er vor Pligt at protestere mod, at Dommen
over hans Digtning bliver utilborlig paavirket af den udsatte Kampstilling,
han selv indtog; den er af Tilhrengere maaske sat for( hoit,1 af
Modstan-derne visselig for lavt; i Virkeligheden er den et originalt og betydningsfuldt
Udslag af en Nationalaand, hvis Ytringsformer ikke er saa doktrina;rt
begraen-sede, som man i Almindelighed er tilboielig til at tro. Naar vi da skal
soge at finde Grundtanken i denne Digtning,*) vil vi tage vort Udgangspunkt
i et ufuldfort Digt, som Vinje skrev i Femtiaarsalderen, nogle Aar for sin
Dod — paa et Tidspunkt altsaa, da han kunde se tilbage paa sit Liv og
dets Kampe. Dette Digt er »Staale« (1S68—69).
Staale er en Bondegut, som reiser tilsjos for at samle sig saavidt
Penge, at han kan gifte sig med den Gjente, han elsker. Da han saa har
traellet og slidt ondt og kommer hjem, er Gjenten gift. Han drager i
Krigen, kommer tilbage til Faedrelandet og bliver Loitnant; men da Officererne
faar Befaling til at kjaempe mod Folket, s aetter han Kaarden for Knaeet og
bryder den — og sin Karriére — af. Derpaa kaster han sig over Bogerne,
som han altid har elsket,
»og livde glad, for burt han las si Sorg«.
*) Sivrskilt har Vinje udgivéh »Ferdamenni« (1860’; »Diktsamling«, hvori han redegjor
for sit Sprogstandpunkt, og hvori der findes Digte baade paa »Dansk«, paa det Sprog, som
han kalder Overgangssprogct, og paa »Dolemaal« (1S64); »Storegut« (1866) og »Blandkorn« (1867).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
