Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
derfor godt for ct Folk, som daglig maa tage tunge Tag, og som altid paany
maa späende hver Muskel, hvis det i det Hele taget vil leve.
I naer Förbindelse hermed staar det, at Sorgen saa tidt luevnes som
den, der inspirerer til Sang. Men Sorgen skal vas re forsonet; »Klage vil eg
aldri vita af, naar ikki Klaga med det same kan vera ei Sigersong,« siger
Vinje i 011 Artikel i »Dolen«, hvor han bekjender »si Livstru«. Ja
Forso-ing er der, — mere end nok, havde vi naer sagt, thi den graenser undertiden
til det Dogmeagtige. Der kan jo f. Eks. vistnok vaere en Trost i den
Tanke, at der af Folkets Moderskjod stadig stiger nye store Maend, men
har man tabt en, som i Sandhed var stor, saa er det langt naturligere at
huske paa, hvor laenge det vil vare, för der kommer en ny!
En interessant Modsaetning til den hvppige Dvailen ved Livets Kampe
og deres Forsoning danner et Par Digte, hvoraf det ene skildrer en rig
Naturs livsalige Yppighed, det andet en Forbitrelse over Livets Medfart,
hvori der ikke spiller ind det svageste Glimt af Fred, Lys eller Tilgivelse.
Det er: »Eit Liv« (1862) og »Utvandraren« (1866).
I jublende Rhytmer skildrer Vinje i det forste Digt, som sendtes
hjem fra en Englandsferd, en erotisk paradisisk Tilstand paa Oen Tahiti,
hvor Dagene kommer og farer sin Vei som Stromme i Havet, hvor
Blom-sterne ligger som Sne over Skogen, hvor Intet fattes i Paradiset —
und-tagen Ormen. Det er muligt, at der i dette Digt kan spores fremmed
Paa-virkning, men det er dog paa den anden Side let förklarligt, at denne Drom
om Yppighed og uforstyrret Lykke ved Modsaetningens Magt springer frem
hos en Digter, der daglig maatte fole :TIusmandspladsens«*) Kaar. Hvor
haardt han kunde trykkes af disse, derom baerer det andet Digt Yidnesbyrd,
thi Utvandrarens« subjektive Stemning er ikke til at tage feil af. Det er
tungt, heder det, at vende Fajdrelandet Ryggen —
Men kvert mit Bein det slog i Knas,
og Mergen ut det saug,
og slengde Stubbame med Fjas,
so det ikringum flaug. ■
Det er ct Digt, der koger af Vrede og Selvfolelse, og som maaske
ikke har saameget aesthetisk Vaerd; men netop fordi det maler Kampen i
dens hele Hidsighed uden den mindste Tilsaetning af beroligende
Livsfilosofi, har det sin store Interessc.
Naar det i det samme Digt heder, at en Gransker vil finde Merke
efter hans Fod i Berget, »der hvor han sidst steg fra Land«, saa er det
ikke for meget sagt, — selv om vi kun holder os til hans Digtning. Thi
Vinje har i sin Lyrik fundet ct originalt Udtryk for dybt foltc Stemninger,
han har i Storegut givet et ypperligt Folkelivsbillede og i Ferdaminni
levcret en : Reisebeskrivelse«, der viser, at der lindes mere mellem Kristiania
og Indhcred, »end Filosoferne har dromt om.
*) Med dette Udtryk betegner »Dolen« etsteds vort I,and.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
