Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sonlig Form, er Stemningen i Den Fremsynte < taet og rig; den forflygtiges
ikke et Oieblik; den ligger sterk og intens over det hele Billede som den
nordlandske Aroma, men ¿elv er dette Billede lig den Natur, det skildrer;
det har dets korte Sommer og lange Vinter: det er en Kjaerlighedsidyl,
tungt omgiven af Vemod og Sorg. Forfatteren har havt den Dristighed at
begynde med Ileltens Dod, og han har herved paa Forhaand berovet sig
de mange Lieseres Bifald, som absolut kraever en god Slutning og mange
Borneborn i sidste Kapitel. Men denne tragiske Indledning giver med
en-gang Grundtonen, og de vemodige Ord af Hoisangen, som den Fremsynte
lader la;se for sig paa sit Dodsleie, klinger under Fortaellingens Gang over
de korte Stevnemoder og fordyber Indtrykket. Bogens to Hovedpersoner
er tegnede med faa Traek og med stor Sandhed: Susanne er et virkeligt
Menneske, hun har dybe og sterke Folelser, en kraftig Vilje og stor
Sand-druhed, og dog horer hun — og det er det Fineste ved Skildringen — til
de Kvinder, som vi ved et optisk Bedrag, ved en Forveksling af Stort og
Smaat, der kun kan gjennemskues af Digterens „scconcl sight“, kalder I
lver-dagsmennesker.
Ikke mindre fortjenstfuld er Skildringen af Fortellingens anden
Hoved-tigur, »Den Fremsynte , og her maa man beundre, hvor taktfuldt og diskret
Forfatteren har behandlet et Stof, der frister til usund Effekt.
Men netop denne diskrete Skildring er da ogsaa en af
Hovedaarsa-gerne til den store Virkning, Fortaellingen har gjort överalt i Norden; nogen
literasr Modeströmning har ingen Del havt i denne Virkning; thi hvor vist det
end er, at Bjornson ikke blot har anet, men ogsaa ved sin novellistiske
Digtning brudt den Bane, Jonas Lie skulde folge, saa har dog »Den
Fremsynte« intet skarpt Praeg af Maner eller Skole; den baeres frem af
Almen-menneskelighed og Eiendommelighed paa samme Tid, dens Mennesker
faengsler, og Naturen betager; Laeseren har ved denne lille arktiske
Fkspe-dition lseft at kjende et Stykke Norge, som, engang optaget i hans Fantasi,
ikke mere vil forlade den.
Selv syntes Forfatteren, at han traengte til en Förnyelse af sine
Barndomsindtryk, for han fortsatte sine Skildringer; han foretog derfor
Som-meren 1871 med offentlig Understottelse en Reise til Nordland og
Finmarken, og drog saa til Rom — som hans Forgjzengere havde gjort det.
Den varme Modtagelse, hans forste Bog fik, havde virket oplivende
paa de poetiske Kimer i hans Sjsel; nu trajngte han Ro, forat de kunde
udfolde sig. De norske Digtere, der udgaar fra et paa Kunst fattigt og paa
Stof rigt Land, tramger mere end Nogen til Kunstnerstadens Rigdom for
at kunne blive klar over sin egen og bruge den.
Og der var hos Jonas Lie en Trang, der maatte finde Nsering i den
klassiske Kunst.
Kort efteråt han var kommen hjem fra Italien, havde Digteren
Be-sog af en bluferdig Nordmand, der aldrig havde va; re t udenfor sin
Kakkel-ovnskrog. Mens Jonas Lie konverserede sin Gjest, drev han omkring i Stuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
