Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
va;re derinde og slagte paa Tirsdag
otte Dage. Men nu var Tingen den, —
og det var det, som brod sig inde i
hans Hoved, naesten saa Haaret strittede,
— at ogsaa Landhandleren havde
bud-sendt ham til samme Tirsdag! De havde
nok holdt Regning med Almanakken
begge to; — begge vilde de slagte,
mens Maanen var i förste Ny, eftersom
det gi’r den rette Drygsel til Kjödet.
Hvem skulde han vel fare til,
Lens-manden eller Landhandleren? — det
var med denne Kvaestion i Ho’det, han
langsomt trak sig opefter Bakken og
ende-lig kom ind i Stuen, hvor Martha Mal- |
vina sad paa finsk Vis paa Hug ved
Gruen, mens den lille rakte Ha;nderne
ud efter Kvistene, hvormed huntsendte op.
Han stod en Stund og skubbede
paa Topluen, satte sig saa hen paa
Sengef]a;len og skubbede den videre.
Topluen kunde paa den Vis vel
vtere kommet to Gange rundt paa hans
fortrenkte Hoved, da han fandt det bedst
at lette sig ved at betro sig til sin
gul-brune, skjaevöjede Halvdel.
»Saa?« — busede liun ud —, »de
er vel ikke gale og vil, Du skal vaere
to Steder paa én Gang ... Nu maatte
hun le!«
Men saa gale var de nu.
Hun saa’ en Stund ind i liden og
ytrede saa afgjort:
»Landhandleren faar gaa först!«
»Men Lensmanden, blir han sint,
saa . . . Han gjöer ikke, han glsefser
til, den Karen!«
»Aa, han seder nu vel ikke Folk,
véd jeg!«
»Nej; men han kan komme og tage
Stuen over Ho’det paa baade os og
Ungerne!«
»Kan han det? — — saa faar de
se til, hvor de gjor af os!«
»Det er nok bedst at foje
Lensmanden alligevel, Malvina!« — löd det
betrcnksomt fra Tobias; — »han ejer
naa baade Grunden og Stuen« . . .
Men nu blev Martha Malvina hidsig.
»Hor Du Tobias! af livem faar Du
Mel og Sild til alle disse gabende Munde
ner, — bys bys! — af Landhandleren
eller Lensmanden? . . . Jeg tainker, Du
skal ikke blive fed af det, Lensmanden
gi’r os. Eller kanske vi kan bide i
Stuen, i bare Vceggene kanske?« —’
hun stod ret op som et Lys og faegtede
med den Arm, som hun havde fri af
Barnet. — »Nej, lad ham gjöde Grisene
sine og Slagtekoen med, til Du blir
faerdig hos ham, som borger os Maden!
Ellers gaar det bare til Afdrag paa
Gjaelden, som forrige Gang! Saa snil
Mand som Landhandleren, det var Synd
og Skam, at narre ham! — han har
jo baade Kniven og förste Löfte af Dig,
Tobias!«
Det var virkende Argumenter.
Tobias sad endnu en Stund og
grun-dede ned i Gulvet.
Det blev til Landhandleren, siden
hun satte saa haardt i med det om
Maden!
Men saa sad der alligevel noget
igjen inderst i ham om Lensmanden.
Det var som en Braad . . . han ejede
nu Stuen! . . .
Havde Tobias, mens han sad der
og skubbede paa Topluen og forna;gtede
sit gode Instinkt for at föje sin
Malvina, — havde han kjendt til alt det
prikne og prikkendes, som stod imellem
Lensmanden og Landhandleren, og til
hvad det vilde sige, at Landhandleren
blev för faerdig med Slagtningen end
Lensmandskonen, — han havde sat
Sej-let anderledes for Vejret. Men det er
ikke godt at se paa skoddet Fjord!
Flod og Fjrere fossede som en strid
Elv to Gange paa Dagen ind og ud af
det trange Sund udenfor Kjevigen, og
ude paa Skjajrene midt i det sad
Skarven, han Gammel-Gabriel, svart og
ur-ven i Fj re re ne og keg efter Fisk. Der
havde nu en Stund bare gaaet Akker
eller Blaeksprut frem og tilbage mellern
Tangen og Tarren. Men nu lakkede
Smaasejen indover; og vel var det, for
det gav Kogefisk til dem hjemme, mens
Tobias lagede sig til at gaa ud paa
Fisket.
Han laa nu bare den sidste Morgen
paa Fiskegrunden i Fjorden udenfor
1 Sundet og trak Smaatosk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
