Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Ja det var et sandt Ord, ’I’rrer er her
nok af,« sagde den ene; og lidt efter
sagde den anden det samme.
De stod der, indtil Praestens
Hus-maend endelig efter gjentagen Ordre gav
sig ilag med Granen ved Stenen; og
derpaa sagde den ene af de to Maend:
»Ja, saa faar vi vel rusle hjemover
igjen — vi da.«
Ja, vi faar vel det,« mente den anden.
Og Praesten tog hjerteligt Afsked,
sendte Hilsener til deres Koner og raabte
tilslut efter dem: »Lad mig nu se, 1
sorger for, at Tommeret blir fremkjort,
saasnart vi faar Sne nok.«
* Ja, det er bedste Tiden til at kjöre
Tömmer, naar Sneen er los,« sagde den ene.
»Det falder justsom lettere baade
for Hest og Mand,« lagde han til —
den anden; og dermed gik de.
— Men der kom Sne baade nok og
mer end nok; og hver Dag ventede
Praesten Jiirges forgjaeves paa det lange
Tog af dampende Heste, som skulde
fore Tommeret tilgaards; han vilde
begynde strax at stotte Huset op
indven-digfra, saasnart Dagene blev lidt lasnger.
I Forstningen lo han saa smaat af
de seige Bonder, som aldrig kan faa
Fart i sig. Og naar Fogden, som var
kjendt i Bygden, skjaeldte dem ud for
det vaerste, han kunde finde paa, gik
Prassten i al Godmodighed og forsvarede
sine Sogneborn: det tog jo ganske vist
lidt Tid; men tilslut kom det deg paa
en Maade tidsnok alligevel.
Men da Vinteren gik, og Fogden
ved Paasketider triumferende spurgte,
om Tommeret var fremkjort, da var
det for galt, der maatte vaere Maade
med alt! Og Praesten Jiirges viste sig
for förste Gang sint i
Kommunebesty-relsen, idet han reiste sig og efter mange
revsende Ord for deres utilladelige
Dorsk-hed og Langsomhed med Bestemthed
forlangte, at nu skulde Tommeret
frem-kjores paa 0ieb!ikket.
Efter en lang Stilhed begyndte en:
Det er nu saa fra gammel Tid her i
Bygden, at vi har to opnaevnte Maend,
som anviser, hvad der maa hugges
og hvor der maa hugges; — og saa er
det endvidere saa atte —«
Praesten afbrod: »Jamen derom er
her ingen Tale ; for Tommeret er jo
hugget og ligger færdigt tæt ved Postveien.«
»Og det var vel kanske anvist til
Udhugst af de to opnævnte Maend?—«
spurgte en fredelig Stemme; »du var
vel med og viste ud for Præsten — du
Hans? — for det er jo du og Eivind,
som er de opnaevnte?«
»Ja, vi var der beggeto, — jamen
var vi saa,« sagde den ene af de to
Maend, som havde været i Skoven.
Lidt efter sagde den anden: »aa
jamen var vi saa — ja! — beggeto.«
»Og saa mærkede I vel Træerne,
som Præsten skulde hugge? —« spurgte
den samme fredelige Stemme.
Men Præsten afbrod igjen lidt
utaal-modigt: -Det er jo ikke mer at snakke
om — den Ting; Trær er her jo nok
af ; og jeg tog det lille, vi behovede til
Reparationen der, hvor det var lettest
at kjore frem.«
»Men — men monstro det ikke skulde
være anvist?«
» Det er nok muligt ; jeg er jo ikke
saa-ledes inde i disse Detailler endnu; men
jeg synes ikke, det er noget at gjore
Ophævelser over.«
»Men,« begyndte en igjen, »naar
det nu netop traf sig saa, at de var
paa Pladsen — begge de opnævnte Mænd,
forât anvise for Præsten, enda de ikke
havde faaet Bud —«
»Anvise! — anvise?« — raabte Præ
sten ærgerlig; »der var ingen, som sagde,
han skulde anvise. Jeg snakkede et Par
Ord med Hans og Eivind, det husker
jeg nu; men de sagde ikke et Ord imod,
at jeg hug, hvor jeg selv vilde.«
»Det er nu det — æ —« begyndte
Hans langsomt og lidt dirrende i Maalet;
»det er nu det, at vi har to Vidner paa
det — foruden jeg selv og han Eivind.«
»Vidner! — Vidner? — paa hvad?«
raabte Præsten Jiirges.
»To rigtig gode Vidner,« sagde
Eivind.
Alle sad nu spændte og saa ned.
Mon den nye Præsten vilde drive det saa
vidt: at nægte mod to Mands Vidne?
Hans fortsatte: »For det er nu det,
at baade gamle Aslag og Sönnen hans,
som hug for Præsten, de er begge
villige paa Ed, at Præsten nægtede sturt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
