Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og ude blandt Almuen gik der en
Bevaegelse efter dette forste Tag med
Praesten. Kaklet var saa stort og godt,
at de aldrig fik andre Pi¡ester end
saa-danne, som skulde til Ro og have det
rigeligt efter de magre Aar; det var
baade erfame Miend og myndige
Herrer. Derfor var Sognet kjendt for at
have en daarlig Praestelykke.
Og denne nye havde ikke begyndt
godt.
Ethvert Barn — eller ialfald hver
eneste voxen viste, hvor farligt det er
med ulovlig Hugst, naar det forst
kommer op, og hvor mange der er komne
i Omstamdigheder for mindre end dette.
Maatte saa ikke Pra;sten, som havde
l£est saa meget, og som selv eiede alle
Bogerne, vide endnu bedre Greie paa
de Ting? Og gjorde han saa stik imod
Lovens klare Ord, saa maatte det vrere,
fordi han troede sig lige saa grom en
Pave som gamle Prausten Basse selv.
Men saa var det dette, at Pnesten
havde sagt, han hug saa nrer
Praeste-gaarden, fordi det skulde va;re bekvemt
for Almuen; — det lignede ikke, for
gamle Basse var ikke dum. Men det
var dumt at ville biide dem sligt ind.
Embedsmajndene kunde va;re af begge
Slag, nogle vare meget vaerre end andre;
men det, som der ikke var Mening i,
det kunde ingen tro.
Saaledes kunde de ikke blive enige
om, hvad Prajsten havde ment; de
for-stod ham ikke; men at der stak noget
under, det forstod de ganske godt og
tydeligt. Derfor var det sikrest at holde
sig strix efter Lovens Bogstav og ikke
blande sig i Vidloftigheder.
At Prsesten for sin egen Part kunde
resikere noget for det, han havde gjort,
det faldt dem ikke ind; — en Amtmand,
som satte en Prrest under Tiltale for
ulovlig Hugst, — det var jo til at le af.
Men de havde saa ofte seet Loven
glide blind og slov henover baade
Personer og Ting, som nu de efter sin
Forstand syntes laa midt i Veien; for saa
til Gjengjield med alle sine frygtelige
Klor at hage sig fast et andetsteds, hvor
de ikke syntes, der var Spor af Fasste.
De kjendte dem ogsaa saa
temme-ligt godt — disse Jurister, som kom i
Flok, og som alle var i Ledtog,
hvor-meget de end spillede denne Komedie
om Formiddagen med Modparter,
For-svarer og Anklager og det andet Fj;esk.
Naar de slog sig sammen, saa kunde
de bringe, hvad det skulde vajre til at
forsvinde og til Gjengjaeld finde,
hvad-somhelst de vilde bagom Ordene eller
mellem Linierne eller hale det ud af
Vidnerne.
Nei — nei! der var kun et, som var
sikkert: ikke at dyppe den yderste Spids
af sin Finger i nogetsomhelst, hvori der
var gjemt en Ulovlighed; — og selv
det var ikke altid sikkert.
Derfor mfldtes de alle i den
urok-kelige Overbevisning, at de for ingen
Pris maatte give efter; de kjendte
Em-l>edsma:ndene og viste, at intet er galere
end det.
Og Fogden sagde til Prsesten: »Men
en Ting vil jeg bede dem om: giv ikke
efter. Maerker de forst det ringeste Spor
af Sva — —«
»Vaer De kun rolig; jeg skal ikke
vrere svag,« svarede Prresten.
Han kjendte Bonderne og viste, at
intet er galere end det. —
Denne uheldige Begyndelse havde
bestemt Forholdet mellem Praest og
Menighed, omend selve Sagen lidt efter
lidt blegnede.
Praesten havde lovet sig selv og hvem
der vilde hore det, at for skulde
Tom-meret raadne i Skoven og Huset falde
ned af sig selv, for han vilde hugge
om-igjen efter Udvisning og foie dem i
de-res Bondetrods.
Og Almuen svarede sagtmodigt, at
de to opnrevnte Mtend stod til Tjeneste,
hvad Dag og Time Praesten onskede; —
men vaere med paa noget ulovligt, —
nei, det vilde de ikke.
Ellers blev Forholdet i det ydre
saer-deles venskabeligt. Bonderne
behand-lede Praisten og hans Familie med
ud-sogt Hoflighed, — som Skik er. De
viste nu, hvad der boede i ham; og
de vare glade, saalaenge han holdt sig i
Skindet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
