Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indbydelse til Gamle Nordens Venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indbydelse
376
Vink være nok til at godtgøre, med hvad Ret jeg kalder det
gamle Norden stort, og for Andre nytter Udførlighed ei, om
end her kunde være Sted for den.
End en Indvending maa jeg gaa imøde, den nemlig, at maa
ske dog enhver Tidsalder, saaledes beskuet i sin Aand, maatte
være lystelig at skue; og at det kun er Hverdagslivet og de
nødvendige Ujævnheder, som vi med Føie glemme ved Beskuel
sen af de svundne Tider, men som i vor egen Tid tilslører dens
Aand for os. Ogsaa dette kunde jeg, ligesom det Forrige, ind
rømme under samme Betingelse, men kan ikke af samme
Grund. At den samme Straalekrands ei omvinder alle de
svundne Tidsalderes Urner skønt vi se dem under samme
Betingelser, og at deres Glands ingenlunde vokser og svinder i
samme Forhold, som deres Afstand, vil kun den i Historien
ganske Ukyndige nægte. At vor Tids Lovtalere stundum
synes at have Ret, og at vi undertiden fristes til at tro dem, og
anse selv vore lyseste Øieblikkes Syner for optisk Bedrag,
reiser sig deraf, at de, og vi med dem forveksle Tidsalderens
store Mænd med Tidsalderen selv, da det dog netop er den
nes Usselhed, som fra enhver Synspunkt gør Hine store.
Vi kalde jo dog ikke den Nat lys, i hvilken enkelte Stierner
tindre, om de end ere nok saa klare, men tilstaa villig Navnet
til den, hvori utallige Smaalys fylde Himmelrummet, om end
ikke eet udmærker sig for de andre i Glands.
Undgaa vi nu hin Forveksling, beskue vi Tidsalderen he el,
da maa vi vel i den se en af de store Katastofer, hvori Tiden
ligesom er væltet ud fra sin Bane, hvori Intet er fast, fordi Alt
tumler sig, som drevet af Vilkaarets Furie. Snart gennemrystes
vi af den følte Nøds sønderknusende Ak ! og snart gennemfarer
en unævnelig Gysen os ved det glade Raseries vilde Jubelskrig.
At disse overspændt dybe Toner ei meget længe kunne saa
ledes afløse hinanden, det indse vi vel Alle, men spørge vi nu:
om de ville tabe sig i en lang, taus Gravsøvn, eller ved et Un
derværk opløse sig i en livlig, kraftfuld Stræbens dæmpede Lyd,
da forvildes Runerne, og jo mere vi stirre, desmere sortner det
for Øiet. Saaledes kunne vi ei blive staaende; men kan og vil
vi ikke lade os tankeløse henskylle med Vrimlen; kan og tør
vi ikke staa som uvirksomme Tilskuere, medens Tiderne lide,
og Billedets Træk udslettes alt mere og mere, da nødes vi vel
til at søge en Kreds, hvor Øiet kan styrkes og frydfuldt bevæ
ges, hvorfra vi kunne oplivede vende tilbage, og gribe ind i vor
Tidsalder med et Mod og en Tillid, som om det Svundne kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
