Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - 17. De røde ulve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- «
— 159«——
Baade Glenarvan og Thalcave holdt hver paa sit.
Patagoniereu havde trukket lorden hen til indgangen;.
han viste ham, at sletten var fri for ulve; i sit livlige
sprog søgte han at gjøre ham begribeligt, at der intet
vieblik var at tabe, at faren blev langt større for de
gjenvætende, hvis forsøget ikke tronedes med held; en-
delig at han alene forstod at udnhtte Thaouka’s egen-
skaber, dens lethed og hurtighed, til det fælles bedste.
Glenarvan holdt halstarrig fast ved at ville ofre —
sig, da han pludselig heftig blev stødt tilbage. ·
Thaouka reiste sig op paa bagbenene og satte med
et eneste rasende sprang over ilden og den hob af
dyrelig, der laa udenfor indgangen, idet gutten raabte:
»Gud staa eder bi, mylord !«
Det var knapt nok, at Glenarvan og Thalcave fik
tid til at se, hvorledes Robert, klamrende sig til hestens
manke, forsvandt ude i mørket.
»Robert! Ulykkelige!« skreg Glenarvan.
Men disse ord kunde selv indianeren ikke opfatte;
thi der hørtes et langtrukkent, skrækkeligt hyl. De røde
ulve forfulgte hesten og fløi med spøgelsesagtig hurtig-
hed mod vest-
Thalcave og Glenarvan styrtede ud af ramada’en·
Sletten laa der atter i sin sædvanlige ro, og det var
saavidt de idet fjerne kunde skjelne en bevægelig, dølge-
fortnet linje, som svandt i nattens mørke-
Glenarvan kastede sig til jorden, overvældet af
smerte og vridende sine hænder i fortvilelse.
Han saa paa Thalcave·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
