Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - 24. Et bevæget farvel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 229—
spredte. De tætte skyer vpløstes og forsvandt som stri-
ber i de høiere regioner.
» Ombuen fortsatte sin vei med rasende hurtighed;
den skjød nedover strømmen, som blev den drevet frem
ved hjceslp af en propel· Saaledes kunde den kanske
blive ved at seile i dagevis.
Henimod klokken tre om morgenen lagde majoren
mærke til, at trceet streifede bunden. Ved hjælp af en
lang, afrevetgren overbeviste hansig om, at bunden begyndte
at skraane opover, og i virkeligheden stødte ogsaa »far·
tøiet« tyve minutter senere; —- ombuen var stanfet.
»Landt land!« raabte Paganel af sine lungers
kraft.
Enden af de forkullede grene var stødt mod en for-
hoining i jordsmonnet. Aldrig nogensinde har nogen
sjgfolk været saa tilfreds med fin stranding.
Snart udstødte Robert og Wilson, som var kom-
met op paa land, et glædesfkrig. En bekjendt plvstren
lod sig høre, eu galopperende hest for henover sletten
og indianerens høie skikkelse ragede frem i mørket.
»Thalcave l«· skreg Robert.
,,Thalcavel« raabte de alle i samstemmig jubel.
»Vennerl« sagde patagonieren, som havde ventet
paa dem paa det sted, hvor strømmen maatte føre dem
hen, og hvortil den selv havde ført ham. Samtidig
løftede han Robert op i sine arme og omfavnede ham.
Glenarvan, majoren, Paganel og matroserne, som alle
var glade over at træffe indianeren igjen, trykkede hjer-
telig hans hænder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
