Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - 3. Amsterdam-øerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—267 —
»jeg har ikke den mindste lyst paa at agere Robinson,
og en slig rolle kom jeg nok til at spille temmelig-
«slet·«
,,Kjære mr. Paganel,« sagde lady Helena, ,,Defor-
taber Dem saa let i fantasiens riger. Jeg tror blot, at
virkeligheden svarer meget lidet til de skjønne drømme.
De tænker kun paa hin opdigtede Robinson, som meget
omsorgsfuldt kommer til en af naturen veludstyret ø,
og som blir behandlet som et forvaent barn. De ser
bare den lyse side ved sagen.« »
»Hvorledes, madame, tror De ikke, at man kan
være lykkelig paa en forladt ø?« ·
· »Det tror jeg ikke. Menneskene er skabt for selska-
belighed, ikke for ensomhed Ensomheden kan kun skabe
fortoivlelse· Forøvrigt er det kun et tidsspørgsmaal
Vel kan sorgerne for det materielle liv, behovene for
tilværelsen adsprede den netop fra havet frelste ulykkelige,
og den øieblikkelige nød kan tilsløre for ham den tru-
ende fremtid; det er meget muligt. Men siden, naar
han føler sig alene, sjernt fra sine lige, uden haab om
at faa gjense sit fcedreland og sine kjære, hvad maa
han ikke da tænke og lide? Oen er hans hele vekden, kun
han selv er den hele menneskehed, og derpaa, naar dø-
den nærmer sig, den srygtelige død i forladthed, da staar
han der som det sidste menneske paa den yderste dag.
Tro De mig, Paganel, det er dog bedre ikke at være
denne sidstel«
Kun modstrsebende maatte Paganel erkjende rigtig-
hedeti af lady Helenas ræsonnement, og man vedblev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
