Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - 5. Det Indiske hav i sin vrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—299——
blev af bølgerne kastet hid og did, saa man løb fare
for, at dens master skulde brækkes.
Der var nu ikke andet for John Mangles at gjøre end
at faa isammen en stormfok og ved hjælp af den se at
komme unna uveiret.
Men det kostede flere timers arbeide, og inden man
kom saa langt, kunde man gjerne være gaaet fortabt
tyve gange· Først klokken tre om eftermiddagen blev
man færdig dermed.
»Duncan« løb nu i retning mod nordost, hvorhen
vinden drev den. Det gjaldt at bibeholde den størst
mulige hurtighed, thi alene deraf afhang deres frelse-
Orkanen rasede vedblivende med uformindsket styrke, og
bølgerne ssylleoe stadig væk henover dækket-
J denne spændende stilling, svævende mellem frygt
og haab, blev man hele den 15de december og den der-
paa følgende nat-
John Mangles veg ikke et øieblik fra sin post, ikke
engang for at spise. Han kjcenipede vedvarende med sin
frygt for det værste; men hans ansigtstræk forblev ube-
vægelige og forraadte ikke, hvad der foregiki hans
indre.
Han frygtede hvert øieblik for, at ,,Duncan« skulde
støde mod en klippe, hvorved den ubarmhjertig vilde
være blevet slaaet i tusinde stykker. Han antog, at ky-
sten nu ikke kunde være mere end tolv mile borte.
Men land nu var ensbethdende med forlis. Deri-
imodvar det ubegrændsede ocean langt bedre,« thi · mod
det kunde et skib altid beskytte sig, selv om det maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
