Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - 16. Hvori majoren paastaar at have aber for sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
side ved skuespillet, som Paganel ikke vilde forsomme at
overvcere. - ·
Kasuaren, iIde indsødtes sprog kaldet »mnreuk’en«,
er et dyr, som bliver sjeldnere og sjeldnere paa de au-
stralske sletter. Det er en stor, halvtredive fod høi fugl
og har et hvidt kjød, som ligner kalkunens· Paa ho-
vedet har den en plade af horn, øinene er lysebrune og
næbbet bøiet nedover. Fødderne har store klør, men de
studsede vinger kan ikke bruges til slyvning· Om hal-
sen er dens fjerbedcekning mørkere end paa brystet.
Men om den ikke kan flyve, faa kan den til gjengjwid
springe, og i kapridt vilde den indhente den hurtigste
heft. Den kan derfor kun fanges ved list.
Australierne fordelte sig paa forskjellige steder. Det
hele foregik paa en vidunderlig vakker slette, hvor indi-
gotraeet voxede vildt, og hvor jorden var dækket af
blaa blomster. De reisende posterede sig ved randen af
et mimosebuskads.
Eftersom de indfødte nærmede sig, reiste et halvt
dusin kasuarer sig op, fatte paa sprang og lagde sig
igjen ned i en mils afstand.
Da stammens jasger havde forvisset sig om deres
opholdssted, gav han tegn til sine kamerater, at de skulde
blive staaende. Han lagde sig derpaa fladt ned paa
jorden og trak frem af sit bærenet to kasuarskind, som
han trak paa sig. Den høire arm strakte han høit op
over hovedet og efterlignede bevægelsen hos en kasuar,
der søger næring. «
Den indfødte nærmede sig hen mod flokken; snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
