Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie del - 14. Hvorledes „Duncan” kom til østkysten af New-Zealand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skind; han dansede, sprang omkring og sigtede med sin
uadskillelige kikkert paa de sidste piroguer, som hurtig
tog flugten mod kysten.
Men ved synet af Glenarvan og hans følge, hvis
klæder hang i las s,er hvis ansigtstraek var blege og
magre og bar spor af frygtelige lidelser, holdt mand-
skabet inde med sine glædesudbrud.
Det var skygger, og ikke hine modige og foretag-
somme reisende, som tre maaneder iforveien var dragne
ud i det sikre haab at opdage sporene af de forliste fra
»Britannia«.
Alene tilfældet havde ført dem til dette skib, som
de aldrig nogensinde havde ventet at faa se igjen.
Og i hvilken sørgelig, forkommen tilstand befandt
de sig ikkel
Men førend Glenarvan tænkte paa sin træthed el-
ler paa at stille sult og tørst, spurgte han Tom Austin
om aarsagen til hans nærv—ærelse i disse farvande.
Hvorfor befandt »Duncan« sig paa østkysten af
Neistealand ?
Var han da ikke falden i hænderne paa Ben
JMæ?
Hvilken lykkelig skjæbne havde bragt ham paa spor
af flygtningerne?
Det var altsammen spørgsmaal, som om hinanden
og samtidig blev rettet til den besthrtede Tom Austin·
Den gamle sjomand vidste ikke, hvem han skulde
høre paa. Han bestemte sig derfor til kun at svare
paa, hvad lord Glenarvan spurgte om.
Kaptein Grants barn. 43
——,- .-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
