Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie del - 18. Øen Tabor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—725——
oppe paa en fjeldtpp. Natten kom, men fra vachten
mærkedes intet tegn paa, at vi var bleven bemærkede
Nu var frelsen os saa nærl Skulde den endnu ikke
være os beskaareth
Jeg tovede ikke længere Det blev stadig morkere.
J nattens løb kunde skibet være feilet sorbi gen. Jeg
sprang i sjer og svømmede ud i retning af det. Haa-
bet mangedoblede mine kraefter, jeg skar bolgerne med
overmenneskelig kraft. Jeg havde naaet yachten paa
tredive savne nær, da dreiede den af for vindenl
Nu udstødte jeg hine fortvivlede skrig, som alene
mine born har hørt, og som altsaa ikke var noget
sandsebedrag
Aldeles udmattet naaede jeg tilbage til stranden,
tilintetgjort af sindsbemegelse og anstrengelse Mine
matroser bar mig halvdod ind. O, det var en frygte-
lig nat, hin sidste paa denne o, og vi troede os allerede
for evig forladte, da jeg ved daggry igjen fik oie paa
yachten, som for svag damp krydsede udenfor kysten.
Da blev eders baad sat paa vandet . . . vi var frelste,
og —— o overflødighed af himmetsk godhed! — mine
barn, mine elskede born var der selv for at slutte mig
i sine armel« -
Harry Grant havde sluttet sin beretning.
Nu fik han høre, at han kunde takke det næsten
til hieroglhfer blevne dokumeut, som han otte dage ef-
ter forlisetien slaske havde betroet til havets luner, for
sin frelse. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
