Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samtidens fyrster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Firenze; han tilkaldte jo ogsaa siden franskekongen
for at faa reformeret kirken.
Og det er her jeg mener, Machiavelli s kjølighet
mot Savonarola’s virksomhet fremfor alt bunder:
munken menger ståt og kirke; han kunde ikke dy
sig, men ogsaa lian strakte verdslige fangarmer ut
efter politisk magt, som kirkefolkets vane jo er. Dette
har ikke huet Machiavelli, som paa det punkt ialfald
var enig med Mediceeren Lorenzo Magnifico: man
regjerer ikke stater med fadervor. Der blir i hans
øine noget uvirkelig over en saadan ståt. Og denne
samme art kjølighet møter vi nok engang hos ham
likeoverfor en anden stor skikkelse i tiden, nemlig
pave Giulio II, som dog var den uten sammenligning
kraftigste pave han oplevet.
Savonarola var en lavkirkelig lægprædikant, som i
sin fanatisme helst hadde set at hele Firenze var
omgjort til et eneste kloster. Og det var ikke datidens
Firenze egentlig rede til at bli.
Der var nemlig en sterk strømning i byen, som
lededes av glade, yngre renæssanse-skikkelser, hvem
askese ikke laa for, skøiere og levemænd, som vilde
tilbake til den gamle, lystige tid, og som bare haante
hængehoderne; de kaldtes foragtelig „compagnacci"
(gesellerne), likesom de paa sin side hadde sat
økenavnet „piagnoni" (likførere) oaa munkeslænget. Det
var just disse som prøvde paa at indføre det gamle,
gode karneval med dets bacchanaler og hele
obskøne tilbehør, dengang da Savonarola resolut
forekom dem og lot gutunger fare byen rundt og sanke
sammen „forfængeligheterne", som blev brændt. Til
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
