Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samtidens fyrster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
omgav sig med kunstnere; særlig tidens literære
snyltedyr strømmet til hans hof, fremfor alt kom de fra
Firenze; og det var hans orm at tale med om kunst,
han dømte myndig om literatur, maleri, skulptur.
Men gaar man ham nøiere efter her ogsaa, opdager
man at det er middelmaadigheten i kunsten, han liker
at ha om sig, dem av den lettere, „folkeligere" genre:
improviserende visedigtere, sangere, gjøglere, aldrig de
største aandens mænd, aldrig de dype, aldrig de ranke;
Michel Angelo sætter han saaledes til at bryte
marmor i Carrara langt borte fra Rom, og det er slet
ikke han, men fætteren, kardinal Giulio Medici,
som gjør bestilling paa Lorenzokapellet i Firenze.
Blandt de celebre kunstnere i tiden brydde han
sig i grunden bare om den store eklektiker og
let producerende Rafael, som da ogsaa fik
den fornøielse at arbeide sig ihjel for ham.
Dilettant i kunsten, men til forskjel fra faren uoriginal,
vilde han helst, som mæceners svakhet tit er, selv
producere kunst; saaledes trodde han bl. a., han
hadde sangstemme, og elsket at la sig akkompagnere;
han ønsket at beundres som poet, stevjet f. eks.
paa latin med spytslikkerske digtere av tredje rang.
Men tidens største digter Ariosto støttet han ikke,
han blev avspist med et pavelig kys, mens derimot
Pietro Aretino vandt sine første sporer ved hans hof;
han støttet heller ikke historikere som Machiavelli
eller Guicciardini. — Det er i det hele
eiendommelig og ikke ganske beroligende at se, historien har
forundt denne pave at gi kunstens store sekel
sit navn.
5 — Kinck: Renæssanse-mennesker.
65
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
