Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hittil usagt ora dette verk, som er undfanget i angst
og født i ekstase, som i et eneste stort aandedræt.
Den er jo en av verdens mest kjendte bøker, skrevet
om, beundret, rakket ned. Allerede før man kan
noget italiensk og man bare staver sig frem,
brænder dens prosa sig ind i éns sjæl som lava fra en
vulkan. Og man blir aldrig siden fri indtrykket av
denne stil; det selvsamme gjentar sig hver gang man
paany tar boken frem: Den brænder! Og hver gang
man lægger den fra sig, er man fri den onde
efter-sm ak, at der allikevel pustet en dverg ensteds borte
i en krok . . ., at der dog var noget som ikke var
saa rigtig stort. Den bok hører til de faa og
merkelige verker i verden. Fordi her taler en sjæl, som
har fornummet folke-sjælen, - er blit ett med det
udræpelige i et folks liv, med dets vitalitets kilde,
med dets mystik.
I et av de yre Carpi-breve til Fr. Guicciardini
(17. mai 1521) kommer der etsteds stikkende
følgende bitre sandhet, som jeg før har citert: „Den
virkelige maate at komme til paradis paa er at lære
veien til helvede " Det er meningen med Fyrsten:
Den lærer en statsmand hvor veien til helvede ligger.
Men i den store, stolte apostrofe, som før er
oversat, rettet til Lorenzo, den sidste egtefødte av
bankierætten Medici, i hvis haand alle hans drømme nu
blev lagt, er der gjemt bevisstheten om en anden
vei, en uslukkelig tro paa et nationalitets-princip;
Fyrsten ender med hint vældige, ensomme støn:
Befri Italien for barbarerne! Det slutningskapitel er det
herligste, det udødeligste som italiensk prosa eier.
320
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
