Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var det ikke, hvor sælsomt ikke med Øren at
høre sin Sjæls utydelige, løndomsfulde
Hvisken klinge frem i Virkelighedens Luft, som
vildt udfordrende Lurtoner, som Brag af
Kølleslag paa Tempelmure, som Hvin af
Davidsstene paa Flugt mod Goliathspander og
som sejerssikker Fanfare. Det var som at
høre sig selv tale i fremmede Tunger, med
fremmed Klarhed og fremmed Magt om det, der
var Ens dybeste, inderste eget.
Ikke blot fra Jevnaldrendes Læber klang
det Nyes Evangelium om at opløse og om at
fuldkomme, der var ogsaa ældre Folk, Mænd
med Navne af en vis Vægt, som havde Syn for
det Nye og dets Herlighed, og de ejede bredere
Ord end de Unge, festligere var de i deres
Opfattelse, svundne Aarhundreders Navne fulgte
dem, de havde Historien med sig, Verdens
Historie, Menneskeaandens Historie, Ideens
Odyssee. Det var Mænd, som i deres Ungdom
havde været grebne paa samme Maade som
de, der nu var unge, og som havde vidnet om
den Aand, af hvilken de nu var grebne; men
da de havde hørt af deres Røster, det man
hører af et Raab ud i Ørkenen, det at man er
ene, saa var de forstummede. Men de Unge
tænkte kun paa, at disse Mænd havde talt,
ikke paa, at de havde tiet, og var rede
med Lavrbærkrandse og Martyrkroner, villige
til at beundre, lykkelige ved at beundre. Og
de, hvem Beundringen gjaldt, de afviste ikke
denne sildigfødte Paaskjønnelse, men satte i
god Tro Kronerne paa, saae stort og historisk
paa sig selv, digted det mindre Heroiske ud af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
