Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var det, naar gult belyste Aftentaager skjulte
de fjærne Jurabjærge, og Søen, rød som et
Kobberspejl, med gyldne Flammer tunget ind i
Solrødtsgløden, syntes gaa sammen med
Himmelskjæret til eet stort, lysende
Uendelighedshav, da var det en enkelt Gang imellem som
om Længslen forstummed og Sjælen havde
fundet Landet, som den søgte.
Jo mere Foraaret skred frem, desto svagere
blev hun, og snart forlod hun ikke Sengen
mere; men hun var ikke bange for Døden nu,
hun længtes efter den, thi hun havde det Haab,
hinsides Graven at finde sig Ansigt til Ansigt
med den Herlighed, Sjæl i Sjæl med den
Skjønhedsfylde, som her paa Jorden havde opfyldt
hende med anelsesfulde Længsler, der nu var
lutrede og forklarede gjennem lange Livsaars
stigende Savn og nu derfor ogsaa endelig vilde
favne deres Maal; og hun drømte mangen en
blid, vemodig Drøm om, hvordan hun i Mindet
vilde vende tilbage til, hvad Jorden havde givet
hende, vilde vende tilbage til det hisset i
Udødelighedslandet, hvor jo al Jorderigs Skjønhed
aisammen, al Tid vilde være paa den anden
Side Søen.
Saaledes døde hun, og Niels begrov hende
paa Clarens’ venlige Kirkegaard, hvor den brune
Vinbjærgsmuld gjemmer saamange Landes
Børn, og hvor de brudte Søjler og sløromvundne
Urner gjentager de samme Sorgens Ord paa
saamange Tungemaal.
Hvidt blinker de frem mellem mørke
Cypresser og vinterblomstrende Viburnum; tidlige
Roser drysse deres Blade over mange af dem, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
