Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Hvad kunde de Stuer sige, Niels?«
»Tema, kunde de sige titusinde Gange og
fler; de kunde bede i det Navn, rase i det Navn,
sukke og hulke i det; Tema, de kunde ogsaa
true.«
»Kunde de?«
Nede fra Gaden kom gjennem de aabne
Vinduer en Samtale hel og ubeskaaren ind, den
ligegyldigste Visdom af Verden i luvslidte
Hverdagsord, drævet og æltet i hinanden af to
stemningsløse Snakkestemmer. Al den Prosa
kom ind til dem, og gjorde det endnu dejligere
at staa der, Bryst mod Bryst, hygget af det
bløde, dæmpede Lys.
»Hvor jeg elsker dig, du Søde, søde, — i
mine Arme, du er saa god; er du saa god, saa
god? — og dit Haar ... jeg kan næsten ikke
tale, og alle mine Minder ... saa god ... alle
Minder om, naar jeg græd og var ulykkelig
og savned saa usigelig tungt, de trænger paa,
trænger sig frem, som om de vilde være
lykkelige med mig nu i Lykken — kan du forstaa!
— Husker du, Tema, husker du Maaneskinnet
ifjor? Holder du af det? — Aa, du veed ikke,
hvor grusomt det kan være. Saadan en
maaneskinsklar Nat, naar Luften er stivnet i køligt
Lys, og Skyerne ligge saa lange, — Tema,
Blomster og Løv de holder deres Duft saa tæt
om sig som en Rim af Duft, der ligger over
dem, og alle Lyde bliver saa fjærne og svinder
saa pludseligt, dvæler slet ikke; — den er saa
ubarmhjærtig, er den Nat, for Savnet gror i
den saa sælsom stærkt, den tier det frem af
hver en Krog, der er i Ens Sjæl, suger det ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
