Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Han lever meget mellem Folk, men han lever
ikke med dem, de interesserer ham nok, men
han bryder sig ikke det Mindste om, at de skal
have nogen Interesse for ham, og svagere og
svagere, mærker han, bliver den Magt i ham,
som skulde drevet ham frem til at gjøre Sit,
med de Andre eller imod dem. Han kan vente,
siger han, selv om han skal vente, til det bliver
for silde. Den, som tror haver ingen Hast,
det er hans Undskyldning. For han har Tro
nok, føler han, naar han endelig skal gaa til
Bunds i sig selv, Tro nok til at flytte Bjærge,
men han kan ikke overkomme at faa Ryggen
sat til. Engang imellem vælder det op i ham
med Trang til at skabe, med Længsel efter at
se en Part af sig selv gjort fri i et Arbejde af
hans, og i hele Dage kan hans Væsen være
spændt af glade titaniske Anstrengelser med
at age Leret sammen til hans Adam; men han
faar ham aldrig dannet til i sit Billeds Lignelse:
den Selvkoncentrering, som dertil udfordres,
har han ikke Udholdenhed nok til at holde ved
lige. Han er Uger om at opgive Arbejdet, men
han opgiver det dog, og spørger irritabel sig
selv, hvorfor han skulde blive ved: hvad har
han mere at vinde? han har nydt
Undfangelsens Lykke, Opfostringens Møde er tilbage, at
hæge, nære og bære det fuldt — hvorfor? for
hvem? han er ingen Pelikan, siger han. Men
han kan sige, hvad han vil, han er dog
misfornøjet og føler, at han ikke har gjort Skjel
for de Fordringer, han har til sig selv, og det
hjælper ham ikke, at han gaar i Rette med
disse Fordringer og forsøger paa at tvivle om,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
