Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en ren Guldmine for ham, men saadan som
det var, blev Udbyttet for ham som for de
Andre, kun det, at han morede sig fortræffeligt.
Alt for meget, thi snart blev denne kaade
Sviren ham ganske uundværlig og optog lidt
efter lidt næsten al hans Tid, og om han
ogsaa nu og da bebrejdede sig sin Uvirksomhed
og lovede sig selv, at det skulde have en Ende,
saa dreves han dog af den Tomhed og den
aandelige Afmagt, han følte, hver Gang han
forsøgte at arbejde, stadig tilbage til det gamle
Liv.
Det Brev han havde skrevet til Niels, en
Dag, da hans evindelige Goldhed, ved det at den
aldrig vilde holde op, havde gjort Indtryk paa
ham af at være ligesom en Tæring, der havde
angrebet hans Talent, det Brev angrede han
saasnart det var sendt afsted, og haabede, at
Niels vilde lade hans Klager gaa ind ad
det ene Øre og ud ad det andet.
Men Niels han kom, Venskabets vandrende
Ridder i egen Person, og fik da ogsaa den
halvt afvisende, halvt ynksomme Velkomst, som
vandrende Riddere altid har faaet af dem, for
hvis Skyld de har trukket Rosinante ud af
den lune Stald. Da Niels imidlertid var
forsigtig og ventede, tøede Erik snart op, og den
gamle Fortrolighed imellem dem vaktes igjen
til Live. Og Erik trængte til at tale ud, til at
klage og til at bekjende, trængte med en næsten
fysisk Trang dertil.
En Aften, det var over Sengetid og
Fennimore var gaaet til Ro, sad de over deres
Kognaksvand i den mørke Dagligstue. Kun Gløden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
