Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fennimore, glem det ikke, baade for hans
Skyld og for din egen.«
Han tav.
Heller ikke hun talte, hun laa stille hen,
med et tungt Smil om sine Læber, bleg som
en Blomst.
Saa rejste hun sig halvt, og rakte sin Haand
ud imod Niels.
»Vil du være min Ven?« sagde hun.
»Det er jeg Fennimore,« og han tog hendes
Haand.
»Vil du, Niels?«
»Altid,« svarede han, og førte ærbødigt
hendes Haand til sine Læber.
Saa rejste han sig, rankere syntes det
Fennimore, end hun havde set ham nogensinde før.
Lidt efter kom Trine ind og meldte, at hun
var kommen hjem, og saa var der The, og
endelig en Rotour gjennem den triste Regn.
Hen paa den lyse Morgen kom Erik hjem,
og da Fennimore i det kolde, sanddru
Dagsskjær saae ham lave sig til at gaa i Seng, tung
og usikker af Drik, glasøjet af Spil og
skidenbleg af den gjennemvaagede Nat, da blev de
fagre Ord, Niels havde talt, helt fantastiske
for hende, og de lyse Løfter, hun i sit stille
Sind havde lovet, daaned blegnende hen for
den voksende Dag, Drømmegjøgl og Tanketant:
en Adelsflok af Løgne.
Hvad kunde det hjælpe at stride imod, med
den haabløse Tyngsel, der var over dem begge.
Det var saa unyttigt at lyve sig let, deres Liv
kom dog aldrig mer til at gaa paa Fjere. —
Frosten havde været der, det Brus af Ranker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
