Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Rankers Ranker, med Klynger af Roser og
Bedre endnu, som havde slynget sig om dem
og bundet dem til hinanden, det havde
fældet hvert lille Løv og mistet hver Blomst,
der var kun tilbage de nøgne, sejge
Vidier, der holdt dem sammen i et uopløseligt
Tøjr. Hvad kunde det hjælpe, at hun ved
Mindernes Varme vakte Følelser fra fordums
Dage op til et kunstigt Liv, og fik sin Afgud
op paa hans Sokkel igjen, og fik Beundringens
Glands i sine Øjne, Tilbedelsens Ord paa sine
Læber, og Lykkens Rødme paa sine Kinder,
hvad kunde det hjælpe, naar han ikke vilde
tage sig paa at være Afgudens Præst og hjælpe
hende med et fromt Bedrag! Han! han
kjendte ikke en Gang hendes Kjærlighed igjen,
der var ikke eet af hendes Ord blevet tilbage i
hans Øre, ikke en Dag af deres Dage gjemt hen
i hans Sjæl.
Nej, død og stille var deres Hjærters
svulmende Elskov; Duften, Lyset og de sitrende
Toner, det var vejret hen Altsammen, og der
kunde de sidde, af gammel Vane, han med
Armen om hendes Liv, hun med sit Hoved
lænet mod hans Skulder, saadan sad de tungt
nedsænkede i Tavshed, glemmende hinanden;
hun for at mindes hint Herlige, han dog aldrig
havde været, han for at drømme hende om til
det Ideal, han nu altid saae straale i Sky, højt
over hendes Hoved. — Det var deres Samliv,
og Dagene kom og gik igjen, og bragte ingen
Forandring, og Dag efter Dag stirred de ud
over Livets Ørken, og sagde til sig selv, at det
var en Ørken, at der ingen Blomster var og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
