Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vinduet og saae ud, og Fennimore kom hen og
saae ud ogsaa, det var det Hele, men det var
nok, for ligesom i et Lynglimt forvandledes
Før og Nu og Fremtid for Niels Lyhne, ved
Bevidstheden om, at han elskede den Kvinde,
der stod der ved hans Side, ikke som noget Lyst
og Sødt og Lykkeligt og Fagert, der kunde
hæve ham til Salighed og til Henrykkelse,
saadan var hans Kjærlighed ikke; som det der
var ligesaa umuligt at være foruden som
Livsens Aande, saadan elskede han hende, og
han greb som En, der er ved at drukne, griber
for sig, og trykkede hendes Haand imod sit
Hjærte.
Og hun forstod ham.. Næsten med et Skrig
og i en Tone, fuld af Rædsel og af Jammer,
raabte hun til ham som et Svar og en
Bekjendelse: »o ja, Niels!« og rykked Haanden til sig
i det Samme.
Saa stod hun bleg og flygtende et Øjeblik,
sank saa med det ene Knæ ned paa en
udpolstret Stol, skjulte sit Ansigt mod dens
fløjelshvasse Ryg, og hulkede højt.
Niels var som blind i nogle faa Sekunder,
og hans Hænder famled imellem
Zwiebelglassene efter Støtte.
Det var kun meget faa Sekunder, saa traadte
han hen til Stolen, hvor hun laa, og bøjede
sig over hende, uden at røre hende, med den
ene Haand støttet mod Stolens Ryg.
»Vær ikke saa fortvivlet, Fennimore, se op
og lad os tale sammen. Vil du, vil du ikke?
Du skal ikke være bange, lad os bære det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
