Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun kom til at ryste, hendes Knæ kunde
ikke bære hende længer, og langs med Døren
gled hun ned paa Gulvet.
Erik var død. Hestene var løben løbsk,
havde kastet Vognen ved et Gadehjørne, og
slængt Erik med Hovedet ind mod Muren.
Hovedet var knust, og nu laa han død i
Aalborg. Saadan var det gaaet til, og det Meste
af det stod i Telegrammet. Der havde ikke
været Andre med ham paa Vognen end den
hvidhalsede Huslærer, Araberen, og det var
ham, der havde telegraferet.
Hun laa og jamrede stille der paa Gulvet,
og med begge Hænder stemmet fladt mod
Tæppet, med Blikket nedad, udtryksløst og stivt,
vuggede hun Overkroppen hjælpeløst fra Side
til Side.
— Blot for et Øjeblik siden havde det været
saa lyst og duftende omkring hende, og hun
kunde ikke slippe det straks Altsammen for
Sorgens og Angerens begsorte Nat, hvormeget
hun saa end vilde. Det var ikke hendes Skyld,
men i hendes Bevidsthed spøgte det endnu
med usikre, blændende Glimt af Elskovs Lykke
og Elskovs Lyst; og stærke, taabelige Ønsker
vilde hvirvle sig frem, higende efter en Salighed
af Glemsel eller efter med krampevilde
Tag at rykke Begivenhedernes rullende Hjul
tilbage.
Men det var snart forbi.
I sorte Sværme, alle Steder fra, kom de
flyvende ligesom Ravne de mørke Tanker,
lokkede af hendes Lykkes Lig, og hugged i det,
Næb ved Næb, endnu mens Livets Varme tøved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
