Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilværelsen, altid fik fat i en eller anden Hank!
— for han kunde slet ingen Hanke finde. Han
kunde blot, syntes han, synge de gamle
romantiske Sange om igjen, og Alt hvad han havde
faaet gjort, havde da heller ikke været andet.
Det var som om hans Talent var noget Afsides
i ham, et stille Pompeji eller ligesom en Harpe,
han kunde tage frem af en Krog. Det var ikke
allestedsnærværende, løb ikke ned ad Gaden
med ham, sad ham ikke i Øjnene, kriblede
ham ikke i Fingerspidserne, slet ikke: det havde
intet Tag i ham, hans Talent. Undertiden
syntes det ham, han var født et halvt
Aarhundrede for sent, sommetider igjen ogsaa, at han
var kommet alt for tidligt. Talentet hos ham
stod med sin Rod i noget Forbigangent, og
havde kun Liv i det, kunde ikke drage Næring
af hans Meninger, hans Overbevisning, hans
Sympathier, kunde ikke tage det op i sig og give
det Form; de flød fra hinanden, disse to Ting,
som Vand og Olie, de kunde rystes sammen
men de kunde ikke blandes, aldrig blive til Eet.
Efterhaanden begyndte han at indse det, og
det gjorde ham grændseløs mismodig, og gav
ham et spydigt, mistroisk Blik paa ham selv
og paa hans Fortid. Der maatte være en Fejl
ved ham, sagde han til sig selv, en
uhelbredelig Fejl maatte der være ved hans Væsens
inderste Marv, thi et Menneske kunde leve sig
sammen, det troede han.
I den Sindsstemning var han, da han det
sidste Udlændighedsaar, først i September, slog
sig ned ved Gardasøens Bredder i det lille
Riva.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
