Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han, omtrent hvert halve Minut, paa een Gang
højre Arm og højre Ben i Vejret og lod dem
saa straks falde tilbage igjen, ledsagende
Bevægelsen med et lydeligt, men dumpt og
tonløst: Haah — hoh, altid i samme Takt, altid
nøjagtig ens, haah, naar han løftede
Lemmerne, hoh, naar de faldt ned.
Der laa Niels Lyhne. Kuglen var gaaet
igjennem hans højre Lunge og var ikke
kommen ud. I Krigen kan der ikke gjøres mange
Omsvøb, og han fik at vide, at han ikke havde
megen Udsigt til at leve.
Det undrede ham, for han følte sig ikke
dødsens, og havde ikke store Smerter i sit Saar.
Men snart kom der en Mathed, som sagde ham,
at Lægen havde Ret.
Det skulde altsaa blive Enden. Han tænkte
paa Gerda, han tænkte meget paa hende den
første Dag, men stadigt forstyrredes han af
det underlige, kølige Blik, hun havde havt, da
han sidste Gang tog hende i sine Arme. Hvor
vilde det ikke have været skjønt, smertelig
skjønt, om hun lige til det Sidste havde klamret
sig til ham og ikke sluppet ham med sit Øje,
før Døden gjorde det mat, nøjet med at have
levet sit Liv ud til dets sidste Aandedrag ved
det Hjærte, der havde hende saa kjær, i Stedet
for i den sidste Stund at vende sig fra ham,
for at frelse sig over til mere Liv, mere Liv
endnu.
Den anden Dag paa Lazarethet blev Niels
mer og mer tungsindig af den kvalme Dunst
derinde, og Længselen efter frisk Luft og Ønsket
om at leve var sælsomt snoet sammen for hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
