Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
sande interesse til at samtykke i noget der vilde være mig til
saa megen skade. Hun undret sig over hvorledes jeg kunde tænke
paa noget saadant eiter den samtale jeg hadde hat med min far,
og efter de gode og kjærlige uttalelser hun visste han hadde hen
vendt til mig; vilde jeg fore mig seiv i fordærvelse, saa stod jeg
ikke til at hjælpe, men jeg kunde være viss paa at deres sam
tykke fik jeg ikke. Hun for sin del vilde ingen skyld ha i min
ulykke, og jeg skulde aldrig kunne bebreide hende at hun, min
mor, hadde indrommet hvad min far hadde negtet.
Skjont min mor vægret sig ved at forebringe saken for min
far, lot hun ham dog, som jeg siden horte, vite hvad vi hadde
talt om. Han la stor bekymring for dagen derved og svarte med
et suk: «Gutten kunde, hvis han holdt sig hjemme, bli lykkelig;
men reiser han ut paa eventyr, blir han den elendigste stakkar
som nogensinde er fodt. Jeg kan ikke gi ham mit samtykke.»
Der gik allikevel næsten et aar efter denne begivenhet, for jeg
rev mig los, skjont jeg i mellemtiden forblev haardnakket dov
like overfor alle forslag om at ta fat paa nogen forretning, og
tit gjorde mine forældre bebreidelser, fordi de saa avgjort satte
sig imot noget som de visste min tilboielighet nu engang drev
mig til. Men en dag jeg tilfældigvis var i Hull, uten dog da
just at tænke paa nogen hemmelig flugt, og en av mine skole
kamerater netop skulde til at reise med sin fars skib til London,
og opfordret mig til at gjore reisen med, og det med det blandt
sjomænd almindelig lokkende løfte, at jeg ingenting skulde be
tale for reisen, da spurte jeg ikke mere efter far og mor, ikke
engang saapas at jeg sendte dem nogen underretning, men lot det
bli deres sak om de fik vite det, og gik, uten at bede om Guds
eller min fars velsignelse, og uten at tænke paa omstændigheter
eller folger, i en usalig stund — det skal Gud vite —, ombord
paa et skib som skulde til London. Og aldrig har, tror jeg en
ung eventyrers ulykke begyndt tidligere og varet længere end min.
Skibet var nemlig knapt ute av Humberen, for det blæste op saa
at sjoen gik forfærdelig hoit, og jeg, som aldrig hadde været til
sjos for. befandt mig usigelig uvel i legemlig henseende, og min
sjæl var fuld av angst. Nu begyndte jeg at tænke alvorlig over
det jeg hadde gjort, og paa hvor hurtig himlens straf hadde
rammet mig for min egensindige pligtforglemmelse og flugt fra
fædrehjemmet. Min fars taarer og min mors indtrængende fore
stillinger randt mig levende i hv, og min samvittighet, der den
gang endnu ikke var saa forhærdet som senerehen, bebreidet mig
min foragt for min fars raad og min pligtforglemmelse mot Gud
og min far.
Imens okte stormen paa. og sjoen, hvor jeg aldrig for hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
