Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
saa at sige forsøk paa at vende tilbake; men jeg rystet dem av og
rev mig løs fra dem som fra en sygdom, og ved at gi mig hen
til drik og kameratskap fik jeg snart bugt med disse anfald, som
jeg kaldte dem, og i løpet av 5—6 dage hadde jeg vimdet en saa
fuldstændig seier over min samvittighet som en ung fyr der
hadde foresat sig ikke at forstyrres av den, kunde onske sig. Men
jeg skulde i dette stykke gjennemgaa endnu en prøve, og forsynet
hadde besluttet, som det i saadanne tilfælde sedvanlig gjør, at
berøve mig enhver undskyldning; ti om jeg ikke vilde regne dette
tilfælde for en frelse, saa var det følgende av den art at den vær
ste og mest forhærdede usling maatte indrømme baade faren og
Guds barmhjertighet.
Den sjette dag av vor reise kom vi til reden ved Yarmouth:
ti da vinden hadde været imot os, og veiret hadde været stille,
var vi efter stormen kun kommet litet fremad. Vi blev da nødt
til at kaste anker, og her laa vi, da vi fremdeles hadde motvind,
nemlig sydvest, syv eller otte dage, og i denne tid kom mange
andre skibe fra Newcastle ind paa den samme red, som var den
sedvanlige havn for skibe der ventet paa god vind for at komme
opad floden. Vi hadde dog ikke hat nødig at ligge saa længe her,
men hadde kunnet komme op med tidevandet, hvis vinden ikke
hadde været saa sterk; efterat vi hadde ligget fire eller fem dage,
blæste den rigtig strid. Men da reden gjaldt for at være likesaa
paalidelig som en havn, ankergrunden var god og vore fortøi
ninger meget sterke, saa var vore folk übekymrede og fagtet ikke
for nogen fare, men tilbragte tiden med hvile og adspredelser paa
sjøfolks vis. Men den ottende dag om morgenen okte vinden paa,
og vi fik nok at gjøre med at ta vore mersstænger ned og surre
alt godt fast, forat skibet kunde ride saa let som mulig for anker.
Henimot middag gik sjoen meget høit, bølgerne slog over for
dækket, vi tok ind flere styrtsjoer, og trodde et par ganger at
vort anker gik med, hvorfor kapteinen gav ordre til at kaste pligt
ankeret, saa at vi nu red for to ankere forut og ståk paa taugene.
Denne gang blæste der virkelig en frygtelig storm, og jeg
begyndte at se angst og forfærdelse seiv i sjomændenes ansigter.
Mens kapteinen, ivrig opsat paa at berge skibet, gik forbi mig ind
og ut av sin kahyt, horte jeg ham flere ganger sige for sig seiv:
«Herre, forbarm dig over os, ellers er vi fortapt, og det er ute med
os,» og lignende. Under denne forste forvirring laa jeg stille og
som bedovet i mit lukav foran den store kahyt, i en sindstilstand.
jeg ikke kan beskrive. Jeg kunde nu kun med vanskelighet sætte
mig tilbake i den tilstand av anger som jeg saa aabenbart haddt?
traadt under fotter og hærdet mig imot. Jeg ’hadde trodd den
bitre dodsfare var over, og at den nuværende likesaa litet som den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
