Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
ten end seiv steg ned i den, stod hjertet saa at sige stille i mit
bryst, dels av skræk, dels av sjæleangst og ved tanken paa hvad
der forestod mig.
Mens vi var i denne stilling, og mandskapet endnn halte paa
aarerne, for at bringe baaten ind til stranden, kunde vi, hver
gang baaten hævet sig paa bolgerne, og vi var istand til at øine
kysten, se en mængde mennesker løpe ’langs stranden, for at
være os til hjælp naar vi kom nærmere. Men gik kim lang
somt f rein mot kysten med os, og vi var ikke istand til at naa
land for vi var forbi fyrtaarnet ved Winterton, hvor kysten skraa
ner vestover mot Cromer, og landet saaledes dovet vindens vold
somhet en smule. Her la vi til, og kom alle, om end ikke uten
moie, frelst iland, og gik saa tilfods til Yarmouth, hvor vi, som
ulykkelige mennesker, blev mott med stor venlighet saavel av,
byens øvrighet, der skaffet os godt logis, som ogsaa av privatfolk
og redere. Vi fik ogsaa tilstrækkelig pengehjælp til at reise til
London eller tilbake til Hull, ettersom det passet for os.
Hadde jeg nu været forstandig nok til at reise hjem til Hull,
saa hadde jeg været lykkelig, og min far vilde, som et eksempel
paa vor frelsers lignelse, have slagtet den fete kalv for mig; ti ef
terat han hadde hørt, at det skib jeg var reist bort med hadde
lidt skibbrud paa reden ved Yarmouth, hadde det varet en endnu
længere tid før han fik visshet for at jeg ikke var druknet.
Men min onde skjæbne drev mig med uimotstaaelig haard
nakkethet videre. Vel gav fornuft og roligere dømmekraft mig
sterke paamindelser om at reise hjem; men jeg hadde ikke hand
lekraft dertil. Jeg vet ikke hvad jeg skal kalde det, og jeg vil
heller ikke paastaa at der gives en hemmelig, overmægtig skjæbne
som driver os til seiv at bli verktøi for vor egen ulykke, seiv om
denne truer like foran os, og vi med aapne øine løper den imote.
Sikkerlig kunde blot en saadan av uundgaaelig elendighet led
saget skjæbnebeslutning, som det var mig ganske umulig at und
drage mig, drive mig fremad, til trods for det rolige overlæg og
mine inderste tankers motforestillinger, og like overfor to saa
indlysende advarsler som den der hadde møtt mig ved mit første
flugtforsok.
Min kamerat, som tidligere hadde hjulpet til at forhærde mig,
og som var en søn av kapteinen, var nu mindre djerv end jeg. Da
han talte med mig første gang siden vi var i Yarmouth — det
skedde først efter to tre dages forløp, ti vi var indlogert paa for
skjellige steder i byen —, syntes hans sindsstemning meget for
andret. Han saa helt tungsindig ut, rystet paa hodet og spurte
hvorledes jeg hadde det, og da han fortalte sin far hvem jeg var,
°g at J e g kim forsøksvis hadde gjort denne reise, da henvendte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
