Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
var saa vild som rimelig nok i begyndelsen, kunde holdes der
inde i tilstrækkelig sikkerhet. Derfor flyttet jeg uten videre op
liold to unggjeter og to bukker til dette sted, og da de var slup
pet ind, vedblev jeg at arbeide paa indhegningen, til den var like
saa sikker som de andre; men det utførte jeg med mere ro, og
derfor kostet det mig ogsaa adskillig mere tid.
Alt dette stræv paatok jeg mig bare av fry gt for det menne
skelige fotspor som jeg hadde set; ti et menneskelig væsen seiv
hadde jeg hittil endnu ikke set nærme sig øen; jeg hadde nu
levet to aar under disse übehagelige indtryk, som i sandhet gjorde
min levevis langt mindre tiltalende end den indtil da hadde væ
ret, som vel enhver kan tænke sig der vet hvad det vil si be
standig at være besat av menneskefrygt. Jeg maa ogsaa til min
sorg bek j ende at min mangel paa sindsro ogsaa hadde indf ly deise
paa min religiøse følelse; ti den rædsomme frygt for at falde i
hænderne paa vilde og menneskeætere nedtrykte min sjæl saa
sterkt, at jeg kun sjelden hadde den rette sindsstemning til at
ihenvende mig til min skaber; i ethvert fald hadde jeg ikke længer
min vante sindsro og hengivelse. Jeg bad derimot til Gud som
av en stor forsagthet og forknythet, som en der er omgit av fare
og hver nat maa frygte for endnu før daggry at bli myrdet og
opætt, og ifølge min erfaring maa jeg bevidne at sindsro, taknem
melighet, kjærlighet og hengivenhet langt mere gjør en skikket til
at bede end skræk og uro, og at mennesket under trykket av frygt
for truende ulykke er likesaa litet skikket til den trøstbringende
utovelse av bønnens pligt som paa sykeleiet til anger, ti disse
forstyrrelser øver sin virkning paa sjælen som de andre paa lege
met, og de sjælelige forstyrrelser maa naturligvis bevirke en like
saa stor udygtighet som legemets, ja en endnu større, fordi jo
bonnen ret egentlig er en aandens, ikke en legemets, virksomhet.
Men jeg gaar videre. Efterat jeg saaledes hadde betrygget en
del av min le-vende eiendom, lette jeg over hele øen efter et andet
skjult sted, for der at indrette et lignende depot. Som jeg nu saa
ledes vandret mere henimot vestspidsen av oen end jeg før hadde
gjort, forekom det mig at jeg saa en baat i betydelig avstand ute
paa havet. Jeg hadde rigtignok i en av matroskisterne som jeg
hadde reddet fra skibet, fundet et par kikkerterj men hadde denne
gang ingen med mig, og baaten var saa langt borte at jeg ikke
visste hvad jeg skulde tro det var, skjønt jeg stirret saa længe
derefter at mine øine ikke kunde taale det længer; jeg visste knapt
om det var en baat eller ikke. Men da jeg steg ned av høien igjen,
kunde jeg slet ikke se noget mere, og opgav det ganske. Men jeg
besluttet mig til fra nu av aldrig mere at gaa ut uten en kikkert
i lommen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
