Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
villighet og hengivenhet, for at la mig forståa at han hele sit liv
vilde tjene mig. Jeg forstod meget derav, og la for dagen at jeg
var meget tilfreds med ham. Eiter en pause, hegyndte jeg alt at
tale til ham og lære ham at tale med mig, og lot ham forst vite
at hans navn skulde være Fredag — det var nemlig den dag da
jeg hadde reddet hans liv, og jeg kaldte ham saa til minde om
denne dag. Likesaa lærte jeg ham at kalde mig «herre», at sige
ja og nei og forståa disse ords Saa gav jeg ham noget
melk i en lerkop, og lot ham se mig drikke forst og dyppe mit
brod deri, og gav ham saa et stykke brod, forat han skulde gjore
likedan. Han rettet sig straks derefter, og gjorde tegn til at det
smakte ham godt. I lopet av den nat holdt jeg mig i hans nær
het; saasnart det blev dag, vinket jeg til ham at han skulde kom
me hen til mig, og lot ham forståa at jeg vilde gi ham klær, hvil
ket han syntes meget tilfreds med, ti han var splitternoken. Da
vi gik forbi det sted hvor han hadde begravet de to vilde, pekte
han netop paa pletten, og viste mig de merker han hadde gjort for
at finde dem igjen, og gjorde mine til at vi skulde grave dem op
igjen og fortære dem; men derover viste jeg mig dypt forarget, ut
trykte min avsky derfor, som om jeg maatte kaste op bare ved
tanken paa slikt, vinket til ham med haanden at han skulde
gaa bort derfrå, hvilket han ogsaa straks gjorde med stor lydig
het. Derefter forte jeg ham op paa hoien, furat han skulde se
efter om hans fiender allerede hadde fjernet sig; seiv tok jeg frem
min kikkert, saa utover og gjenkjendte tydelig det sted hvor de
hadde været, men saa intet til dem eller deres kanoer; derav kunde
jeg klart skjonne at de hadde fjernet sig og efterlatt sine to ka
merater uten at lete efter dem.
Men jeg lot mig ikke noie med denne opdagelse. Da jeg nu
hadde mere mod og derfor ogsaa mere nysgjerrighet, tok jeg min
kamerat Fredag med mig, gav ham sabefen i haanden, mens han
paa ryggen bar pil og hue, som jeg merket han forstod at bruke
med stor dygtighet, og lot ham desuten et av mine geværer,
mens jeg seiv bar to. Saa gik vi til det sted hvor disse menne
sker hadde været; ti jeg onsket nu at faa noget grundigere under
retning om dem. Da jeg kom til stedet, var mit blod nær ved at
stivne i mine aarer og hjertet ved at stanse paa grund av det
s\n som motte mig, ti det var i sandhet rædsomt, i det raindste
for mig, om end Fredag ikke brydde sig om det. Pladsen var
nemlig bedækket med menneskeben, og marken farvet med blod,
store kjottstykker efterlatt her og der, halvætt, sonderrevet og
svidd, alt spor efter det seiersgilde de hadde holdt efter en seier
over sine fiender. Jeg saa tfe hodeskaller, fem hænder og knok-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
