Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
forsynets magt, og saa at sige reise anklage med hensyn til ret
færdigheten av en verdensorden der negter nogen det lys den aa
benbarer for andre, og dog kræver den samme pligtopfjldelse av
begge parter. Men jeg gjorde ende paa dette og holdt mine tanker
i tomme ved tilsidst at ta i betragtning at vi slet ikke vet efter
hvilkei lys og hvilken lov hine mennesker skulde bli fordømt, at
dette tvertimot, da Gud nodvendigvis ifolge hele sit væsen er hel
lig og retfærdig, slet ikke kunde være tilfældet, og hvis disse
skapninger var domt til at være skilt fra ham ,da var grunden
den, at de hadde syndet mot det lys som efter skriftens ord var
deres lov, og at de kun skulde dommes efter de love som deres
samvittighet vilde erkjende som retfærdige, om end begrundelsen
var skjult for os. Og for det andet: da vi ikke var andet end ler
i pottemakerens haand, turde intet kar sige til ham: «Hvorfor
har du dannet mig saaledes?»
Men for at vende tilbake til min nye tjener, saa var jeg over
maade tilfreds med ham, og lot det være mig magtpaaliggende
at lære ham alt som kunde tjene til at gjøre ham til et nyttig,
flinkt og hjælpsomt menneske, men især at lære ham at tale, og
at forståa mig naar jeg talte; han var ogsaa den lærvilligste lær
ling man kan tænke sig, og tillike saa munter, saa stadig i sin
flid, og saa fornoiet naar han kunde forståa mig eller bringe mig
til at forståa ham, saa det var mig en stor fornoielse at tale med
ham. Saaledes begyndte mit liv nu at bli ret behagelig, saa at jeg
en og anden gang sa til mig seiv, at kunde jeg bare være tryg
for flere besok av de vilde, saa skulde jeg ikke bry mig om at
flytte fra det sted hvor jeg levde.
Et par dage efter hjemkomsten til min fæstning kom jeg paa
den tanke, at jeg maatte faa Fredag avvænt med hans kannibal
ske smak, hans h T st paa menneskekjøt, ved at la ham smake an -
det kjøt. Derfor tok jeg ham en morgen med mig ut i skogen.
Jeg gik rigtignok ut i den hensigt at slagte et kid av min hjord,
bære det hjem og lage det til; men underveis saa jeg en gjet ligge
i skyggen med to unge kid hos sig. Da stanset jeg Fredag og
sa: «Vent, bli staaende!» og gjorde tegn til ham at han ikke
skulde rore sig. Saa tok jeg sigte med geværet, skjøt og dræpte
det ene av kiddene. Den stakkars fyr hadde rigtignok set mig
dræpe i fråstand hans fiende vildmanden, men visste ikke og
kunde heller ikke tænke sig hvorledes det var gaat til; derfor blev
han rent forfærdet og skjælvende, skvat saa voldsomt og saa saa
forskræmt ut, at jeg trodde han skulde synke i jorden. Han saa
ikke kiddet som jeg hadde skutt paa, og saa heller ikke at jeg
hadde dræpt det, men rev sin trøie op og kjendte efter om han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
