Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
251
hadde kapteinen seilet i officerssluppen just til det sted hvor jeg
først hadde landet med min flaate, og landet saa at sige utenfor
min dor.
Overvældet av sindsbevægelse var jeg først nær ved at segn?
om. Ti nu saa jeg min hefrielse tydelig for mig, alt var i orden,
et stort skib laa færdig til at fore mig hvorhen jeg vilde. Jeg var
en stund ikke istand til at svare ham et ord, men da han hadde
grepet mig i sine armer, holdt jeg mig fast i ham, ellers hadde
jeg vel sunket til jorden.
Da han saa hvor overvældet jeg var, trak han en flaske frem
av lommen og gav mig en slurk brændevin, som han i denne
hensigt hadde tat med sig. Efterat jeg hadde drukket satte jeg
mig ned paa jorden, men skjont drikken hadde bragt mig til mig
seiv igjen, varte det dog en god stund for jeg kunde svare ham
et ord.
Imidlertid var den brave mand næsteh likesaa grepet, om
end ikke overrasket av situationen som jeg, men sa mig mange
gode og venlige ord for at berolige mig og bringe mit sind i like
vegt. Men glæden i mit indre var saa overmægtig at den satte
alle mine livsaander i forvirring. Endelig fik denne sindsbe
vægelse sig Luft i taarer, og først en stund deretter blev jeg istand
til at tale. Nu kom turen til mig, jeg omfavnet ham som min
redningsmand, og vi delte hinandens glæde. Jeg sa til ham at jeg
saa i ham en mand som himlen hadde sendt til min frelse, og at
den hele hændelse syntes mig en kjede av undere. Saadanne
oplevelser som vore, sa jeg, var de bedste beviser for at et forsyns
haand styrer verden, og at en almægtig Guds oie var istand til at
trænge ind i verclens fjerneste avkroker og sende den ulykkelige
hjælp, naarsomhelst han vilde.
Jeg glemte heller ikke at oplofte mit hjerte i tak til Gud. Og
hvem kunde vel ogsaa andet end prise ham, som ikke alene hadde
sorget vidunderlig for et i en saadan orken og en saa trøstesløs
stilling forlatt menneske, men om hvem man stadig paany maa
erkjende at fra ham er det frelse av alle slags kommer?
Da vi nu hadde talt saaledes med hmanden en stund, sa kap
teinen til mig at han hadde tat med sig en del forfriskninger,
saa gode som de kunde skaffes paa skitet, og forsaavidt som de
slyngler der saa længe hadde spillet herrer ombord, ikke hadde
herovet ham dem. Derpaa ropte han til folkene i baaten, og bod
dem bringe i land de ting som var bestemt til guvernøren. De
utgjorde i virkeligheten en foræring som vilde været mig tilpas,
om jeg ikke skulde ha reist avsted med dem, men vedblit at leve
paa oen efter de andres hjemreise.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
