Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267
paaskyndet vore hesters løp og red avsted, saa fort som veien, der
her var meget daarlig, tillot det, for at se hvad der var paafærde.
Straks vi nu kom fri av trærne som hindret utsigten for os, saa vi
tydelig hvad der var hændt, og at Fredag hadde frelst vor stak
kars forer, om vi end ikke kunde skjelne hvad slags dyr han
hadde dræpt.
Men aldrig er vel en kamp blit utkjæmpet paa en meie dristig
og besynderlig maate end den kamp som nu begyndte mellem
Fredag og bjornen. Skjønt vi i begyndelsen var forskrækket og
bekymret for ham, skaffet dog denne kamp os den største moro
man kan tænke sig. Bjørnen er jo et tungvint, plumpt dyr der
ikke kan galopere avsted saa fort som ulven, der er rask og rap
fotet; men den har to eiendommelige egenskaper som bestemmer
dens adfærd. Forst er nu mennesker ikke egentlig dens bytte,
vel at merke, naar den ikke netop drives av rasende sult,
hvad dog nu var tilfældet, da marken overalt var bedækkct
ay sne; men vanligvis angriper den ikke mennesker, uten at
disse angriper den først. Tvertimot, moter man den i skogen,
saa vil den ikke indlate sig med en, medmindre man gjor
den fortræd, men man maa være meget hoflig mot den og gjore
plads for den er en storkar og vilde nok ikke gaa et eneste skridt
ay veien seiv for en fyrste; hvis man virkelig er ræd for den, saa
gjor man bedst i at se mot en anden kant og gaa sin vei; ti blir
man staaende og se stivt paa den, saa tar den det for en fornær
melse, og hvis man kaster efter den og træffer den, om det saa
bare er med en træpinde saa tyk som fingeren, saa tar den det og
saa for en fornærmelse, og sætter alle andre forretnmger til side
for at soke hevn, ti i æressaker kræver den fuld opreisning; den
bestaar dens forste eiendommelighet. Den anden bestaar deri, al
hvis den engang er fornærmet, forfolger den sin hevn. om det saa
er dag og nat igjennem, med raske skridt, indtil fienden er ind
hentet.
Min kjære Fredag hadde altsaa frelst vor forer, og da vi
kom til, holdt han just paa at hjælpe ham ned av hesten, ti man
den var baade saaret og meget forskræmt, det sidste vel endnu
mere end det forste, da han pludselig fik se bjornen komme ul fra
skogen. Det var et uhyre stort dyr, den storste bjorn jeg nogen
smde har set. Vi blev alle noget forskrækket ved* dette syn; men
da Fredag fik oie paa den, var det morsomt at se hvorledes hans
ansigt lyste av glæde og mot.
«O! o! o!» ropte han tre ganger, og pekte paa xlen, «o herre.
du gj mig lov! Mig hilse paa den, mig gjøre alle faa le godt!»
Jeg glædet mig over at se fyren saa fornoiet, men svarte: «Din
nar. den kommer jo til at æte dig op!» — «Æte mig op? Æte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
