Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 59 —
hver med syv, otte til ti indfødte ombord, roende rundt
nord-kysten av øen hvor de vilde aldrig hadde vist sig før. De gik
iland en times tid efter solopgang en mils vei fra de to
engelskmænds bolig. Situationen vilde som den spanske guvernør sa
ha været mindre betænkelig hvis alle de hvite hadde været der
for at ta imot dem, for da vildø neppe nogen av de indfødte
sluppet levende væk, men femti mot to var for stor en
overmagt. Heldigvis opdaget de to engelskmænd baatene en times tid
før de naadde land, og da de desuten som sagt gjorde landgang
et godt stykke bortenfor engelskmændenes hjem saa hadde disse
god tid til at forberede sig. De var fuldt paa det rene med at
rømlingen hadde røbet dem, derfor var det første de gjorde at
binde de to tilbakeblevne slaver. Derefter befalte de to av de
tre slaver som hadde været ifølge med kvinderne — disse hadde
vist sig meget paalidelige — at føre deres koner, de to slaver og
saameget som de orket at bære med sig til deres førnævnte hule
inde i skogen; der skulde de binde de to slaver paa hænder og
føtter og derefter avvente nærmere ordre.
Mens dette blev besørget var de vilde imidlertid kommet iland
og var alt underveis til englændernes bolig. Det næste disse
foretok sig var derfor at lukke op for gjeterne og at drive dem ind i
skogen hvor de kunde sprei sig som de lystet, for at de vilde
skulde tro det var vildgjeter. Men deres anfører var for snu
til at bite paa denne agn, og han hadde øiensynlig sat sine
landsmænd ind i forholdene for de kom like mot gaarden.
Nu sendte engelskmændene den tredje av de indfødte slaver
som ilbud til spanierne for at be dem om hjælp. Imidlertid trak
de sig selv langsomt tilbake til hulen med sine vaaben og sin
ammunition, idet de samtidig holdt utkik for at se hvilken vel de
vilde slog ind paa.
De var ikke kommet langt før de fra en høideryg saa
fien-derne gaa1 løs paa deres hjem, og faa oieblikke senere saa de
flammer og rok stige til veir s fra det. Dette syn skar dem i
hjertet; for anden gang saa de nu alt hvad de eide gaa op i
flammer. De tok dem i oiesyn indtil de saa dem spre sig som
andre kreaturer over hele deres eiendom og vende op og ned paa
alt mulig, mens de lette efter bytte og særlig efter beboerne som
de tydeligvis hadde kjendskap| til. Nu fandt engelskmændene
det tryggest at trække sig en halv mils vei længere væk, da det
sted de stod paa ikke længe vilde være sikkert. Længer væk vilde
de derimot neppe risikere noget, ialfald ikke at støte paa mere
end enkelte stykker av dem. r
De gjorde holdt etsteds hvor skogen var overordentlig tæt
under et vældig, hult gammelt træ. De krop ind i træet og be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
