Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 98 —
vanskelig for at holde dem tilbake. Vi beklaget at vi var for
langt væk til at hore noget; men vaaget vi os nærmere risikerte
vi at forstyrre dem og vi besluttet at bli hvor vi var til den tause
samtale tok slut; den var ogsaa forstaaelig nok uten stemmernes
hjælp. Atkins fortsatte at snakke med samme alvor som før; et
par gange omfavnet han hende lidenskabelig; engang trak han
frem sit lommetørklæ og torret øinene hendes, derefter kysset han
hende igjen med usedvanlig henrykkelse; og efter flere slike
optrin saa vi ham pludselig reise sig, gi hende haanden og føre
hende et par skridt længer væk hvorefter de begge faldt paa knæ
og forblev i denne stilling et par minutter.
Min ven presten kunde nu ikke beherske sig længer men ropte
høit: «Store Gud, de ber, de ber!» Jeg blev ræd for at Atkins
skulde opdage os og bad ham lægge baand paa sig saa vi fik
se slutten paa dette gripende optrin som jeg for mit vedkommende
aldrig hadde set maken til. Han kjæmpet ogsaa tappert med sig
selv; men hans fryd over at den stakkars hedenske kvinde var
blit en kristen blev ham for sterk. Han brast gang paa gang i
graat, korset sig og fremstammet avbrutte sætninger som gik ut
paa at lovprise Gud for dette vidunderlige vidnesbyrd om at vore
bestræbelser skulde krones med held. Snart hvisket han saa lavt
at jeg knapt kunde forstaa ham, snart snakket han latin og snart
fransk og av og til avbrøt graaten ham saa han ikke fik frem
et ord. Jeg besvor ham atter at prøve at beherske sig og omsider
blev han ogsaa roligere. Imidlertid hadde parret atter reist sig,
og Atkins førte igjen ordet. Kvindens bevægelser tydet paa at hun
var sterkt interessert i hvad hun hørte; hun strakte flere gange
armene iveiret, la haanden paa brystet o. s. v. Dette varte en halv
times tid og derefter forsvandt de for vort blik.
Jeg sa til presten at ogsaa jeg hadde glaxlet mig over at være
vidne til dette optrin og at jeg, skjønt jeg stillet mig noksaa
skeptisk overfor denslags omvendelser, allikevel begyndte at tro at
dette var oprigtig ment av baade Atkins og konen hvor uvidende
de end var. «Og dette er kanske bare en begyndelse,» sa jeg.
«Kanske disse to ved sit eksempel og sin indflydelse med tiden
kan paavirke enkelte av de andre.»
«Enkelte?» avbrøt han mig. «Stol paa at det vil paa virke dem
alle. Hvis disse to hedninger — for efter hvad De fortæller har
heller ikke han været stort andet — blir virkelige kristne vil de
ikke slaa sig tilro før alle de andre er omvendt. Sand gudsfrygt
er av naturen agitatorisk, og ingen sande kristne vil taale
hedninger omkring sig saalænge de kan gjøre noget for at undgaa
det.»
Jeg indrømmet at hans tankegang var egte kristelig og vidnet
r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
