Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Robinson Crusoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 195 — j
forviste politikere, kom vi til at berøre den stilling jeg
befandt-mig i. Han hadde fortalt mig vidt og bredt om den russiske zars
magt, rigdom og herlighet, og tilslut avbrot jeg ham og sa at jeg
selv var en større og mægtigere fyrste end zaren, skjønt mit rike
var mindre end hans og mine undersaatter færre. Russeren saa
mildt forbauset paa mig og spurte hvad jeg egentlig mente. Hans
forbauselse vilde nok ophøre, svarte jeg, naar jeg hadde faat
forklare mig nærmere. For det første hadde jeg fuldstændig
raa-dighet over alle mine undersaatters liv og eiendom, og trods denne
min magt fandtes der ikke en mand i hele mit rike som var
mis-fornøid med mig eller mit styre. Han rystet paa hodet og sa at
hvis det var tilfældet gik jeg unegtelig zaren en høi gang.
Fremdeles erklærte jeg at al jord i mit rike tilhørte mig personlig,
og at alle mine undersaatter var mine forpagtere, til og med
forpagtere paa aaremaal, at de alle vilde slaas for mig til sidste
blodsdraape og at ingen tyran — for tyran var jeg unegtelig —
hadde været gjenstand for slik hengivenhet og samtidig for slik
respekt som jeg.
Da jeg hadde moret mig en stund med at tale i gaader paa
denne vis fortalte jeg ham tilslut hele historien om mine
oplevelser paa øen og hvorledes jeg hadde indrettet den baade for
mig selv og for mine undergivne. Fyrsten og de øvrige
tilstedeværende horte paa med den storste interesse; den første sa med
et suk at den sande storhet bestod i at beherske sig selv og at
han i mit sted ikke vilde bytte med selvherskeren over alle
russere. Han paastod at han følte sig lykkeligere i den ensomhet
han her var dømt til end han nogensinde hadde gjort mens
han var zarens høit betrodde mand. Den høieste menneskelige
visdom, mente han, bestod i at man forstod at indrette sine
ønsker efter de forhold man levet i og at man bevarte sin indre
ro selv under de voldsomste ydre storme. Da han først var
kommet hit, fortalte han, rev han ofte i fortvilelse sine klær istykker
og gebærdet sig i det hele tat som saa mange før ham. Men da
nogen tid var gaat og han hadde faat ro til at skue ind i sit
eget indre likesaavel som omkring sig opdaget han at vort sind,
naar det först var bragt til at reflektere over verden og livet, ikke
trængte omverdenen til for at opnaa den sande lykke, den fulde.,
tilfredsstillelse av dets formaal og onsker. Den luft man
ind-aander, den fode man trænger for at opholde livet, klær for at
beskytte sig mot kulden og frihet til at rore sig var efter hans
mening alt hvad verden kunde gi os. Selv om den rigdom og
magt som enkelte eide paa mange maater var en stor
behagelighet saa tiltalte disse goder allikevel bare vore mest primitive
instinkter somt forfængelighet, stolthet, graadighet, ærgjerrighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
