Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland (1808–1845) - Juleaften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
fra bygderne paa hin, for julens skyld,
af pigerne med længsel, thi i skræppen
laa spænder, baand og alt hvad de behøvte
for morgendagen, andendag og nytaar.
Det gjorde længslen spændt, men ikke bange;
thi endnu havde »Gamle-Jakob« aldrig
den svigtet nogen jul: Han kom saa vist
som juleaftnen seiv.
I sligt et veir
>Tys! var det atter stormen,
som hylte gjennem grenene? Det skreg.
Nu skriger det igjen«. Og Gamle-Jakob
fluks stanser, lyttende for anden gang.
Nu tier det. Thi stormen øger paa,
som fossen drønner over den, der drukner.
Han vandrer atter. »Tys! igjen en lyd!
en lyd, som skar igjennem skovens brusen.
»Den falske hubro skriger som et barn.
Hvo slipper barn vel ud i saadant veir?
Det gjør ei ulven seiv med sine«. Og
den gamle stolprer atter frem i sneen.
Da skreg det atter, saa han nier ei tviler;
thi dette stormkast, som hist borte alt
et snoet snetaarn hvirvler over skoven,
i
har ført et ord, et enkelt ord forbi;
og fluks han dreier did hvorfra det kom,
arbeidende sig dybere i skoven
og dybere i sneen og i natten,
der som en kulsort fjeldvæg reiste sig
mod hvert hans skridt, af fyg kun gjennemlyst,
t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
