Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland (1808–1845) - Juleaften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
indtil det vaagned af hans hjertes slag.
Da sprang han op. Men nu, hvorhen? Thi stormen
har blæst hans spor igjen. Det ei bekymred.
Thi han i tordenen i skovens toppe
nu hørte Davids jubelharper kun;
ham fygene nu syntes som cheruber,
der viste vei paa svanehvide vinger,
og i det maa og faa, han fulgte, følte
han Herrens eget, stærke fingertræk.
Men hus paa vilde Tiveden at finde
i slig en nat, da lys ei turde brænde?
Og midtveis laa der kun en enkelt plads,
hvis lave tag ei skilles kan fra sneen,
den sorte væg ei fra et klippestykke.
Dog stanstes ved et under han af den,
der sank han ned. Han mægted ikke mere;
og mange vindstød for, før med sin byrde
han aarkede at slæbe sig til døren.
Han banked sagte først; thi barnet sov;
og nu først savned han sin tabte skræppe,
fordi han intet eiede at give
de gode arme folk, som snarlig ville
med gjæstfri hasten aabne døren. Ak,
han banked mange gange, før det svared:
»I Jesu navn, hvem der i slig en nat?«.
»Den gamle Jakob. Kjende I mig ei?
den gamle jøde?«
»Jødek skreg forfærdet
en mands- og kvinderøst. »Da bliv du ude!
Vi eier ingenting at kjøbe for,
og blot ulykke vil du bringe huset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
