Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland (1808–1845) - Til foraaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Vidn, svale, at jeg gjorde gjæstebud for dig som for
et hjemkommet fortabt barn, fordi du var
foraarets sendebud.
Søg disse skyers berre og bed, at de ikke længer
maa ryste naale ned i mit bryst fra deres
kolde blåa aabninger.
Vidn, gamle træ, bvem jeg har dyrket som en gud-
dom, og hvis knopper jeg hvert foraar har
talt ivrigere end perler!
Vidn du, som jeg saa ofte har omfavnet
med en sønnesønssøns ærbødighed for sin oldefader.
Ah ja, hvor tidt har jeg ikke ønsket at være en ung
løn af din udødelige rod og at blande min
krone med din!
Ja, gamle, vidn for mig! Du vil blive troet,
du er jo ærværdig som en patriark.
Bed for mig, skal jeg øse vin paa dine rødder
og læge dine ar med kys.
Din krone maa alt være i sit fagreste lysgrønt,
dine blade alt suse derude.
0 foraar! den gamle raaber for mig, skjønt han
er hæs.
Han rækker sine arme mod himlen, og anemonerne,
dine blaaøiede børn, knæler og beder, at du skal redde
mig mig, der elsker dig saa ømt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
