Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807–1873) - Byens kirkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
ændses ei her blandt de skyggede høie,
her, hvor de stolteste nakker sig bøie,
her, hvor et tab er det dyreste eie.
Har du en skat bag de traurige linde,
ingen vil gribe og dele din vinding;
ingen vil sno om sin higende tinding
kransen, der hænger paa korset herinde.
Derfor staar niddet og hådet ved gjerdet,
sænker sit vaaben og bruger det ikke,
her er et Eden; cheruben med sværdet
kyser dem blot med de sorgfulde blikke.
Kirkegaards-fred! Dine grønne pauluner
aabner du mildt for den fremmede gjæst.
Ingen af sorgens guirlander og runer
kalder ham hid til erindringens fest.
Ude, hvor livs-glæden synger sin vise,
vokser i dalen hans savn og hans kummer;
ude, hvor livs-bølgen svulmer og skummer,
har han et skinnende seil at forlise.
Ene de sørgendes hellige fred
søger han her paa de viede stier,
hviler sin tanke, hvor døgnlarmen tier,
vandrer i ømhedens lydløse fjed.
Hid til de fredede, høinede grave
bringes iaften et offer af sorgen:
skinnende smykker af sommerens flor.
Blomsten skal slumre, til søndagens morgen
vækker dens duft i den ensomme have,
hæver dens kalk over kummerens spor.
Himlen har ladet paa vaarskyer dale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
